Henrik Ibsens skrifter: Hedda Gabler

Du er her:

Hedda Gabler

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

HEDDA GABLER.

SKUESPIL I FIRE AKTER

AF HENRIK IBSEN

LONDON

WILLIAM HEINEMANNS FORLAG

1890

HEDDA GABLER.

PERSONERNE:

Jørgen Tesman, stipendiat i kulturhistorie.

Fru Hedda Tesman, hans hustru.

Frøken Juliane Tesman, hans tante.

Fru Elvsted.

Assessor Brack.

Ejlert Løvborg.

Berte, tjenestepige hos Tesmans.

Handlingen foregår i Tesmans villa i den vestlige del
af byen.

FØRSTE AKT.

(Et rummeligt, smukt og smagfuldt udstyret selskabsværelse,
dekoreret i mørke farver. På bagvæggen er en bred døråbning
med tilbageslåede portièrer . Denne åbning fører ind i et mindre
værelse, der er holdt i samme stil som selskabsværelset. På
væggen til højre i dette er en fløjdør, der fører ud til forstuen.
På den modsatte væg, til venstre, en glasdør, ligeledes med til-
bageslåede forhæng. Gennem ruderne sés en dél af en udenfor
liggende overbygget veranda og løvtræer i høstfarve. Fremme
på gulvet står et ovalt tæppebelagt bord med stole omkring.
Foran på væggen til højre en bred, mørk porcelænsovn, en høj-
rygget lænestol, en fodskammel med pude og to taburetter. Oppe
i krogen til højre en hjørnesofa og et lidet rundt bord. Foran
til venstre, lidt ud fra væggen, en sofa. Ovenfor glasdøren et
pianoforte. På begge sider af døråbningen i baggrunden står
etagèrer med terrakotta- og majolikasager. – Ved bagvæggen af
det indre værelse sés en sofa, et bord og et par stole. Over
denne sofa hænger portrættet af en smuk ældre mand i generals-
uniform. Over bordet en hængelampe med mat, mælkefarvet
glaskuppel. – Rundt om i selskabsværelset er en mængde blom-
sterbuketter stillet i vaser og glasse. Andre ligger på bordene.
Gulvene i begge værelser er belagte med tykke tæpper. – Morgen-
belysning. Solen skinner ind gennem glasdøren.)

(Frøken Juliane Tesman, med hat og parasol, kommer
ind fra forstuen, fulgt af Berte, som bærer en buket, omviklet
med papir. Frøken Tesman er en godt og godmodigt udseende
dame på omkring 65 år. Net men enkelt klædt i grå spadsér-
dragt . Berte er en pige lidt til års, med et jævnt og noget land-
ligt ydre.)

s. 2

Frøken Tesman
(standser indenfor døren, lytter og siger dæmpet):

Nej såmæn om jeg tror de er kommet på
benene endnu!

Berte
(ligeledes dæmpet).

Det var jo det, jeg sa’, frøken. Tænk, –
så sent, som dampbåden kom inat. Og så bag-
efter da! Jøsses, – alt det, som unge fruen
skulde ha’ pakket ud, før hun kunde komme
sig til ro.

Frøken Tesman.

Ja, ja, – lad dem bare få hvile sig godt
ud. Men frisk morgenluft skal de da rigtig ha’
ind til sig, når de kommer.

( Hun går hen til glasdøren og slår den vidt op.)

Berte
(ved bordet, rådvild, med buketten i hånden).

Nej så min sandten om her er en skikkelig
plads mere. Jeg mener, jeg får sætte den her,
jeg, frøken.

( Stiller buketten op foran på pianofortet.)

Frøken Tesman.

Ja, nu har du altså fåt dig et nyt herskab,
min kære Berte. Gud skal vide, det faldt mig
tungere end tungt at gi’ slip på dig.

s. 3

Berte
(grædefærdig).

End jeg da, frøken! Hvad skal jeg da sige?
Jeg, som nu i så mange herrens år har været i
frøkenernes brød.

Frøken Tesman.

Vi får ta’ det med ro, Berte. Der er sand-
færdelig ikke andet for. Jørgen må ha’ dig i
huset hos sig, sér du. Han må det. Du har jo
været vant til at stelle for ham lige siden han
var en liden gut.

Berte.

Ja men, frøken, jeg tænker så svært på
hende, som hjemme ligger. Hun, stakker, som
er så rent hjælpeløs. Og så med den nye pigen
da! Aldrig i verden lærer hun at gøre det til
pas for det syge menneske.

Frøken Tesman.

Å, jeg skal nok få lært hende op til det.
Og det meste tar jeg da på mig selv, skønner
du. For min stakkers søsters skyld behøver du
ikke at være så urolig, min kære Berte.

Berte.

Ja, men så er der en anden ting også, frøken.

s. 4

Jeg er rigtig så ræd for, at jeg ikke skal gøre
det til lags for den unge fruen.

Frøken Tesman.

Nå, herre gud , – i førstningen kan der vel
kanské være et eller andet sådant –

Berte.

For hun er visst svært fin på det.

Frøken Tesman.

Det kan du vel tænke. General Gablers
datter. Slig, som hun var vant til at ha’ det,
mens generalen leved. Kan du mindes, når hun
red med sin far ud over vejen? I den lange
sorte klædeskjolen? Og med fjær på hatten?

Berte.

Jo-jo, – det skulde jeg mene! – Men nej
så min sandten om jeg tænkte, at der skulde bli’
et par af hende og kandidaten dengang.

Frøken Tesman.

Ikke jeg heller. – Men det er sandt – du
Berte, – mens jeg husker det: herefter må du
ikke kalde Jørgen for kandidaten. Du må si’
doktoren.

s. 5

Berte.

Ja, det snakked unge fruen om også – i
nat, – straks de var kommet ind af døren. Er
det da så, frøken?

Frøken Tesman.

Ja såmæn er det så. Tænk dig til, Berte,
– de har gjort ham til doktor i udlandet. Nu,
på rejsen, forstår du. Jeg vidste ikke det skabte
ordet af det, – før han fortalte det nede på
dampskibsbryggen.

Berte.

Ja-ja, han kan nok bli’ til hvad det skal
være, han. Så flink, som han er. Men jeg
trode nu aldrig, at han vilde gi’ sig til at kurere
på folk også.

Frøken Tesman.

Nej, det er ikke slig doktor han er ble’t. –
(nikker betydningsfuldt.) For resten kan du nok snart
komme til at kalde ham for noget, som er endda
stadseligere.

Berte.

Å nej da! Hvad blir det for noget, frøken?

Frøken Tesman
(smiler).

Hm, – ja, det skulde du bare vide! – (be-

s. 6

væget.) Ak, herre min gud , – om salig Jochum
kunde få skue op af sin grav og sé , hvad der
er ble’t af hans lille gut! (ser sig om.) Men hør
her, Berte, – hvorfor har du gjort det? Ta’t
varetrækkene af alle møblerne?

Berte.

Fruen sa’, jeg skulde gøre det. Hun kan
ikke like varetræk på stolene, sa’ hun.

Frøken Tesman.

Vil de da holde sig her inde – sådan til
daglig?

Berte.

Ja, det lod til det. På fruen da. For han
selv, – doktoren, – han sa’ ingenting.

(Jørgen Tesman kommer trallende fra højre side inde i bag-
værelset, bærende på en tom, åben håndkuffert. Han er en
middelhøj, ungdommeligt udseende mand på 33 år, noget fyldig,
med et åbent, rundt, fornøjet ansigt, blondt hår og skæg. Bærer
briller og er klædt i en bekvem, noget skødesløs husdragt.)

Frøken Tesman.

Godmorgen, godmorgen, Jørgen!

Tesman
(i døråbningen).

Tante Julle! Kære tante Julle! (går hen og

s. 7

ryster hendes hånd.) Helt her ude – så tidlig på
dagen! Hvad?

Frøken Tesman.

Ja, du kan da tænke, at jeg måtte sé lidt
indom til jer.

Tesman.

Og det endda du ikke har fåt dig nogen
ordentlig nattero!

Frøken Tesman.

Å, det gør mig ingen verdens ting.

Tesman.

Nå, du kom vel ellers godt hjem fra bryg-
gen? Hvad?

Frøken Tesman.

Ja såmæn gjorde jeg det, – gud ske lov.
Assessoren var så snil, at han fulgte mig lige til
døren.

Tesman.

Det gjorde os ondt, at vi ikke kunde ta’
dig op i vognen. Men du så jo selv –. Hedda
havde så mange æsker, som måtte med.

s. 8

Frøken Tesman.

Ja, det var rigtig svært, så mange æsker
hun havde.

Berte
(til Tesman).

Skulde jeg kanske gå ind og spørge fruen,
om der var noget, jeg kunde hjælpe hende med?

Tesman.

Nej tak, Berte, – det er ikke værdt du
gør det. Hvis hun vil dig noget, så ringer hun,
sa’ hun.

Berte
(mod højre).

Ja-ja da.

Tesman.

Men sé her, du, – tag denne her kufferten
med dig.

Berte
(tar den).

Den sætter jeg op på loftet.

( Hun går ud gennem forstuedøren.)

Tesman.

Tænk dig, du, tante, – hele den kufferten
havde jeg stoppende fuld af bare afskrifter. Det

s. 9

er rent utroligt, du, hvad jeg har fåt samlet
sammen rundt om i arkiverne. Gamle mærkelige
sager, som ingen mennesker har vidst besked om –

Frøken Tesman.

Ja, ja, du har nok ikke spildt din tid på
bryllupsrejsen, du, Jørgen.

Tesman.

Nej, det tør jeg nok sige. Men ta’ så hatten
af dig, tante. Se her! Lad mig få knytte op
sløjfen. Hvad?

Frøken Tesman
(mens han gør det).

Å herre gud , – dette her er jo akkurat
ligesom om du var hjemme hos os endnu.

Tesman
(vender og drejer hatten i hånden).

Nej, – for en pén , stadselig hat, du har
lagt dig til!

Frøken Tesman.

Den har jeg købt for Heddas skyld.

Tesman.

For Heddas skyld? Hvad?

s. 10

Frøken Tesman.

Ja, for at ikke Hedda skal ha’ skam af mig,
om vi kommer til at gå sammen på gaden.

Tesman
(klapper hende på kindet).

Du tænker nu også på alting, du, tante
Julle! (lægger hatten på en stol ved bordet.) Og så, –
ser du, – så slår vi os ned her i sofaen. Og
prater lidt sammen til Hedda kommer.

( De sætter sig. Hun stiller sin parasol i sofahjørnet.)

Frøken Tesman
(tar begge hans hænder og ser på ham).

Hvor velsignet godt det er at ha’ dig lys-
levende for øjnene igen, Jørgen! Å, du, – salig
Jochums egen gut!

Tesman.

Og for mig da! At få sé dig igen, tante
Julle! Du, som har været mig både i fars og
i mors sted.

Frøken Tesman.

Ja, jeg véd nok, at du vil bli’ ved at holde
af dine gamle tanter.

Tesman.

Men altså slet ikke nogen bedring med tante
Rina. Hvad?

s. 11

Frøken Tesman.

Å nej, du, – der er nok ikke nogen bedring
at vente for hende, stakker. Hun ligger sådan
hen, som hun nu har ligget i alle de årene.
Men vorherre lad mig bare få beholde hende en
tid endnu! For ellers véd jeg ikke min arme
råd med livet, Jørgen. Mest nu, sér du, da jeg
ikke har dig at stelle for længer.

Tesman
(klapper hende på ryggen).

Så, så, så –!

Frøken Tesman
(slår pludselig over).

Nej, men tænke sig til, at du er ble’t en
gift mand, Jørgen! – Og så, at det blev dig,
som gik af med Hedda Gabler! Den dejlige
Hedda Gabler. Tænk det! Hun, som havde så
mange kavallerer omkring sig!

Tesman
(traller lidt og smiler tilfreds).

Ja, jeg tror nok, jeg har adskillige gode
venner her, som går omkring i byen og misunder
mig. Hvad?

Frøken Tesman.

Og så at du fik gøre så lang en bryllups-
rejse da! Over fem, – næsten sex måneder –

s. 12

Tesman.

Nå, – for mig har det jo været et slags
studierejse også. Alle de arkiverne, som jeg
måtte undersøge. Og så den mængde bøger, jeg
måtte læse igennem, du!

Frøken Tesman.

Ja, det er vel så, det. (fortroligere og lidt dæmpet.)
Men hør nu her, Jørgen, – har du så ikke
noget – noget sådant extra at fortælle mig?

Tesman.

Fra rejsen?

Frøken Tesman.

Ja.

Tesman.

Nej, jeg véd ikke noget andet, end det, jeg
har skrevet om i brevene. At jeg har ta’t doktor-
graden dernede – det fortalte jeg dig jo igår.

Frøken Tesman.

Ja, sådant noget, ja. Men jeg mener, –
om du ikke har nogen – nogen sådanne –
udsigter –?

Tesman.

Udsigter?

s. 13

Frøken Tesman.

Herre gud , Jørgen, – jeg er da din gamle
tante!

Tesman.

Jo-visst har jeg udsigter, jo.

Frøken Tesman.

Nå!

Tesman.

Jeg har jo de aller bedste udsigter til at
bli’ professor en af dagene.

Frøken Tesman.

Ja, professor, ja –

Tesman.

Eller, – jeg kan gerne sige, jeg har visshed
for, at jeg blir det. Men, snille tante Julle, –
det véd du jo selv så godt!

Frøken Tesman
(småleende).

Ja visst gør jeg så. Du har ret i det.
(slår over.) – Men det var rejsen, vi snakked
om. – Den må da ha’ kostet svært mange
penge, Jørgen?

s. 14

Tesman.

Nå, herre gud , – det store stipendium hjalp
da et godt stykke på vejen.

Frøken Tesman.

Men jeg kan bare ikke skønne, at du fik
det til at strække til for to.

Tesman.

Nej, nej, det er ikke så ligetil at skønne
heller? Hvad?

Frøken Tesman.

Og så det til, når det er en dame, en rejser
med. For det skal nu falde så urimelig meget
dyrere, har jeg hørt sige.

Tesman.

Ja, det forstår sig, – noget dyrere falder
det jo. Men Hedda måtte ha’ den rejsen, tante!
Hun måtte virkelig det. Det vilde ikke ha’
passet sig andet.

Frøken Tesman.

Nej, nej, det vilde vel ikke det. For en
bryllupsrejse hører jo ligesom til nutildags. –
Men sig mig så, – har du nu fåt sét dig rigtig
om i lejligheden?

s. 15

Tesman.

Ja, det kan du tro. Jeg har været på færde
lige siden det blev lyst.

Frøken Tesman.

Og hvad synes du så om det alt sammen?

Tesman.

Udmærket! Ganske udmærket! Der er bare
det, jeg ikke kan forstå, hvad vi skal gøre med
de to tomme værelserne, som ligger imellem bag-
stuen der og Heddas sovekammer.

Frøken Tesman
( smålér ).

Å, min kære Jørgen, dem kan der nok bli’
brug for – sådan med tiden.

Tesman.

Ja, det har du sandelig ret i, tante Julle!
For efterhånden som jeg forøger min bogsamling,
så –. Hvad?

Frøken Tesman.

Netop, min kære gut. Det var bogsamlingen,
jeg tænkte på.

Tesman.

Mest glad er jeg nu for Heddas skyld. Før

s. 16

vi blev forlovet, sa’ hun jo så tidt, at hun aldrig
brød sig om at bo noget andet steds, end i stats-
rådinde Falks villa.

Frøken Tesman.

Ja, tænk, – og så skulde det træffe sig så,
at den blev til salgs. Just som I var rejst.

Tesman.

Ja, tante Julle, vi havde rigtignok lykken
med os. Hvad?

Frøken Tesman.

Men dyrt, min kære Jørgen! Dyrt blir det
for dig, – alt dette her.

Tesman
(ser lidt forsagt på hende).

Ja, det blir vel kanske det, tante?

Frøken Tesman.

Å, du store gud !

Tesman.

Hvor meget, tror du? Så omtrent? Hvad?

Frøken Tesman.

Nej, det kan jeg umulig vide, før alle reg-
ningerne kommer.

s. 17

Tesman.

Nå, heldigvis så har jo assessor Brack be-
tinget så læmpelige vilkår for mig. Det skrev
han selv til Hedda.

Frøken Tesman.

Ja, ængst dig aldrig for det, min gut. –
Møblerne og alle tæpperne har jeg desuden gi’t
sikkerhed for.

Tesman.

Sikkerhed? Du? Kære tante Julle, – hvad
slags sikkerhed kunde du gi’?

Frøken Tesman.

Jeg har gi’t anvisning på rentepengene.

Tesman
(springer op).

Hvad! På dine – og tante Rinas rente-
penge!

Frøken Tesman.

Ja, jeg vidste ikke nogen anden udvej, sér du.

Tesman
(stiller sig foran hende).

Men er du da ble’t rent gal, tante! De
rentepengene, – det er jo det eneste, som du
og tante Rina har at leve af.

s. 18

Frøken Tesman.

Nå, nå, – tag da ikke så på vej for det.
Det hele er bare en formsag, skønner du. Det
sa’ assessor Brack også. For det var ham, som
var så snil at ordne det alt sammen for mig.
Bare en formsag, sa’ han.

Tesman.

Ja, det kan være godt nok. Men alligevel –

Frøken Tesman.

For nu får du jo din egen gage at ta’ af.
Og, herre gud , om vi også måtte punge lidt
ud –? Spæ’ lidt til i førstningen –? Det
vilde jo bare være ligesom en lykke for os, det.

Tesman.

Å, tante, – aldrig blir du da træt af at
ofre dig for mig!

Frøken Tesman
(rejser sig og lægger hænderne på hans skuldre).

Har jeg da nogen anden glæde i denne
verden end at jævne vejen for dig, min kære
gut? Du, som hverken har havt far eller mor
at holde dig til. Og nu står vi ved målet, du!
Det kunde sé sort ud imellemstunder. Men, gud
ské lov, nu er du ovenpå, Jørgen!

s. 19

Tesman.

Ja, det er i grunden mærkeligt, sådan som
alting har føjet sig.

Frøken Tesman.

Ja, – og de, som stod dig imod – og
vilde stænge for dig, – de får såmæn ligge
under. De er faldne, de, Jørgen! Han, som
var dig den farligste, – han faldt nu værst,
han. – Og nu ligger han der, som han har
redet for sig, – stakkers forvildede menneske.

Tesman.

Har du hørt noget om Ejlert? Siden jeg
rejste, mener jeg.

Frøken Tesman.

Ikke andet end at han skal ha’ git ud en
ny bog.

Tesman.

Hvad for noget! Ejlert Løvborg? Nu nylig?
Hvad?

Frøken Tesman.

Ja, de siger så. Gud véd, om der kan være
stort ved den, du? Nej, når din nye bog
kommer, – det blir vel noget andet, det, Jørgen!
Hvad skal den handle om?

s. 20

Tesman.

Den kommer til at handle om den brabantske
husflid i middelalderen.

Frøken Tesman.

Nej, tænk, – at du kan skrive om sådant
noget også!

Tesman.

For resten kan det komme til at vare længe
med den bogen endnu. Jeg har jo disse vidt-
løftige samlinger, som må ordnes først, ser du.

Frøken Tesman.

Ja, ordne og samle, – det kan du rigtignok.
Du er ikke for ingenting salig Jochums søn.

Tesman.

Jeg glæder mig også så svært til at gå ivej
med det. Helst nu, da jeg har fåt mit eget
hyggelige hus og hjem til at arbejde i.

Frøken Tesman.

Og først og fremst nu, da du har fåt hende,
som dit hjerte begærte, kære Jørgen.

Tesman
(omfavner hende).

Å ja, ja, tante Julle! Hedda, – det er nu

s. 21

det aller dejligste af det hele! (ser mod døråbningen.)
Der tror jeg hun kommer. Hvad?

(Hedda kommer fra venstre side gennem bagværelset. Hun er
en dame på 29 år. Ansigt og skikkelse ædelt og fornemt formet.
Hudfarven er af en mat bleghed. Øjnene er stålgrå og udtrykker
en kold, klar ro. Håret er smukt mellembrunt, men ikke syn-
derlig fyldigt. Hun er klædt i en smagfuld, noget løst siddende
formiddagsdragt.)

Frøken Tesman
(går Hedda imøde).

Godmorgen, kære Hedda! Hjertelig god-
morgen!

Hedda
(rækker hende hånden).

Godmorgen, kære frøken Tesman! Så tidlig
på visit? Det var jo venligt.

Frøken Tesman
(synes noget forlegen).

Nå, – har så den unge fruen sovet godt i
sit nye hjem?

Hedda.

Å jo, tak! Så tålelig.

Tesman
( lér ).

Tålelig! Nej, nu er du god, Hedda! Du
sov såmæn som en sten, da jeg stod op.

s. 22

Hedda.

Heldigvis. For resten så må man jo vænne
sig til alt nyt, frøken Tesman. Sådan lidt efter
lidt. (ser mod venstre.) Uh, – der har pigen sat
altandøren åben. Her står ind et helt hav af sol.

Frøken Tesman
(går mod døren).

Nå, så skal vi lukke.

Hedda.

Nej, nej, ikke det! Kære Tesman, træk
forhængene sammen. Det gir mildere lys.

Tesman
(ved døren).

Ja vel, – ja vel. – Se så, Hedda, – nu
har du både skygge og frisk luft.

Hedda.

Ja, frisk luft kan her virkelig behøves. Alle
disse velsignede blomsterne –. Men, kære, –
vil De ikke ta’ plads, frøken Tesman?

Frøken Tesman.

Nej mange tak. Nu ved jeg jo, at her står
godt til, – gud ske lov! Og så får jeg sé at
komme mig hjemover igen. Til hende, som
ligger og venter så sårt, stakker.

s. 23

Tesman.

Hils hende endelig så mange gange fra mig,
du. Og sig, at jeg kommer indom og ser til
hende senere idag.

Frøken Tesman.

Ja, ja, det skal jeg nok gøre. Men det er
sandt, Jørgen – (famler i kjolelommen.) Det havde
jeg sånær glemt. Her har jeg noget med til dig.

Tesman.

Hvad er det for noget, tante? Hvad?

Frøken Tesman
(trækker op en flad pakke i avispapir og rækker ham den).

Se her, min kære gut.

Tesman
(åbner).

Nej, herre gud , – har du gemt dem for
mig, tante Julle! Hedda! Det er virkelig rørende,
du! Hvad?

Hedda
(ved etagèrerne til højre).

Ja, kære, hvad er det da?

Tesman.

Mine gamle morgensko! Tøflerne, du!

s. 24

Hedda.

Ja så. Jeg husker, du talte ofte om dem
på rejsen.

Tesman.

Ja, jeg savned dem så svært. (går hen til hende.)
Her skal du få sé dem, Hedda!

Hedda
(går hen mod ovnen).

Nej tak, det bryr jeg mig virkelig ikke om.

Tesman
(følger efter).

Tænk, du, – de har tante Rina ligget og
broderet for mig. Så syg, som hun var. Å, du
kan ikke tro, hvor mange erindringer, der knytter
sig til dem.

Hedda
(ved bordet).

Ikke egentlig for mig.

Frøken Tesman.

Det kan jo Hedda ha’ ret i, Jørgen.

Tesman.

Ja, men jeg synes, at nu, da hun hører til
familjen –

s. 25

Hedda
(afbrydende).

Med den pigen kommer vi visst aldrig ud
af det, Tesman.

Frøken Tesman.

Ikke ud af det med Berte?

Tesman.

Kære, – hvor falder du på det? Hvad?

Hedda
(peger).

Se der! Der har hun lagt sin gamle hat
efter sig på stolen.

Tesman
(forskrækket, slipper morgenskoene på gulvet).

Men Hedda da –!

Hedda.

Tænk, – om nogen kom og så sligt.

Tesman.

Nej men, Hedda, – det er jo tante Julles hat!

Hedda.

Så?

s. 26

Frøken Tesman
(tager hatten).

Ja såmæn er det min. Og gammel er den
nu for resten ikke, lille fru Hedda.

Hedda.

Jeg så virkelig ikke så nøje på den, frøken
Tesman.

Frøken Tesman
(binder hatten på sig).

Det er sandfærdelig den første gang jeg har
den på. Ja, det véd den gode gud, at det er.

Tesman.

Og stadselig er den også. Rigtig pragtfuld!

Frøken Tesman.

Å, der er måde med det, min kære Jørgen.
( sér sig om.) Parasollen –? Nå her. (tar den.) For
den er også min. (mumler.) Ikke Bertes.

Tesman.

Ny hat og ny parasol! Nej, tænk, Hedda!

Hedda.

Smukt og nydeligt er det.

Tesman.

Ja, ikke sandt? Hvad? Men, tante, sé da

s. 27

rigtig på Hedda, før du går! Sé , hvor smuk og
nydelig hun er!

Frøken Tesman.

Å, kære, det er da ikke noget nyt. Hedda
har jo været dejlig alle sine dage.

( Hun nikker og går mod højre.)

Tesman
(følger efter).

Ja, men har du lagt mærke til, hvor fyldig
og frodig hun er ble’t? Hvor svært hun har
lagt sig ud på rejsen?

Hedda
(går henover gulvet).

Å, lad da være –!

Frøken Tesman
(har standset og vendt sig).

Lagt sig ud?

Tesman.

Ja, tante Julle, du kan ikke så godt sé
det, nu hun har den kjolen på sig. Men jeg,
som har anledning til at –

Hedda
(ved glasdøren, utålmodig).

Å, du har ikke anledning til nogenting!

s. 28

Tesman.

Det må være fjeldluften der nede i Tyrol –

Hedda
(kort, afbrydende).

Jeg er akkurat nu, som da jeg rejste.

Tesman.

Ja, det påstår du. Men nej såmæn om du
er. Synes ikke du også, tante?

Frøken Tesman
(har foldet hænderne og stirrer på hende).

Dejlig, – dejlig, – dejlig er Hedda. (går
hen til hende, bøjer med begge hænder hendes hoved og kysser
hende på håret.) Gud velsigne og bevare Hedda
Tesman. For Jørgens skyld.

Hedda
(gør sig læmpeligt løs).

Å –! Slip mig så.

Frøken Tesman
(i stille bevægelse).

Hver evige dag kommer jeg indom til
jer to.

Tesman.

Ja, gør endelig det, tante! Hvad?

s. 29

Frøken Tesman.

Farvel, – farvel!

( Hun går ud gennem forstuedøren. Tesman følger hende ud.
Døren blir stående halvt åben. Tesman høres at gentage sine
hilsener til tante Rina og takke for morgenskoene.)

(Samtidigt hermed går Hedda om på gulvet, hæver armene,
knytter hænderne som i raseri. Slår så forhængene fra glas-
døren, blir stående der og ser ud.)

(Lidt efter kommer Tesman ind igen og lukker døren efter sig.)

Tesman
(tar morgenskoene op fra gulvet).

Hvad er det du står og ser på, Hedda?

Hedda
(igen rolig og behersket).

Jeg står bare og sér på løvet. Det er så
gult. Og så vissent.

Tesman
(pakker skoene ind og lægger dem på bordet).

Ja, vi er jo også ude i September nu.

Hedda
(atter urolig).

Ja tænk, – nu er vi allerede i – i Sep-
tember.

Tesman.

Synes du ikke tante Julle var underlig, du?
Næsten højtidelig? Kan du begribe, hvad der
gik af hende? Hvad?

s. 30

Hedda.

Jeg kender hende jo næsten ikke. Plejer
hun ikke ofte være så?

Tesman.

Nej, ikke på den måde som idag.

Hedda
(går fra glasdøren).

Tror du hun tog sig nær af dette her med
hatten?

Tesman.

Å, ikke videre. Kanské en liden smule i
øjeblikket –

Hedda.

Men hvad er det også for manér at slænge
sin hat fra sig her inde i salonen! Man bruger
ikke det.

Tesman.

Nå, du kan være viss på, tante Julle gør
det ikke oftere.

Hedda.

For resten så skal jeg nok jævne det ud
med hende.

Tesman.

Ja, kære, snille Hedda, hvis du vilde det!

s. 31

Hedda.

Når du går ind til dem senere idag, så kan
du jo be’ hende herud til iaften.

Tesman.

Ja, det skal jeg rigtig gøre. Og så er der
én ting til, som du kunde glæde hende så
umådelig med.

Hedda.

Nå?

Tesman.

Hvis du bare kunde overvinde dig til at
sige du til hende. For min skyld, Hedda?
Hvad?

Hedda.

Nej, nej, Tesman, – det må du, ved gud ,
ikke be’ mig om. Jeg har sagt dig det engang
før. Jeg skal prøve på at kalde hende tante.
Og dermed får det være nok.

Tesman.

Ja-ja da. Men jeg synes bare, at nu, da du
hører til familjen, så –

Hedda.

Hm, – jeg véd nu rigtignok ikke –

( Hun går opover gulvet mod døråbningen.)

s. 32

Tesman
(lidt efter).

Er der noget ivejen med dig, Hedda? Hvad?

Hedda.

Jeg ser bare på mit gamle piano. Det står
ikke rigtig godt sammen med alt dette andet.

Tesman.

Første gang jeg hæver gage, så skal vi sé at
få det byttet.

Hedda.

Nej, nej, – ikke byttet. Jeg vil ikke af
med det. Vi kan heller stille det der inde i
bagværelset. Og så kan vi jo få et andet her i
stedet. Sådan ved lejlighed, mener jeg.

Tesman
(lidt forsagt).

Ja, – det kan vi jo også gøre.

Hedda
(tar buketten på pianoet).

De blomster stod ikke her inat da vi kom.

Tesman.

Tante Julle har visst havt dem med til dig.

s. 33

Hedda
(ser ind i buketten).

Et visitkort. (tar det ud og læser:) «Kommer
igen senere på dagen». Kan du gætte, hvem
det er fra?

Tesman.

Nej. Fra hvem da? Hvad?

Hedda.

Her står «Fru foged Elvsted».

Tesman.

Nej virkelig? Fru Elvsted! Frøken Rysing,
som hun hed før.

Hedda.

Ja netop. Hun med det irriterende håret,
som hun gik omkring og gjorde opsigt med.
Din gamle flamme, har jeg hørt sige.

Tesman
( lér ).

Nå, det stod ikke længe på. Og så var det
nu før jeg kendte dig, det, Hedda. Men tænk,
– at hun er i byen.

Hedda.

Besynderligt, at hun gør visit hos os. Jeg
kender hende jo næsten bare fra institutet.

s. 34

Tesman.

Ja, jeg har såmæn heller ikke set hende
på – gud véd, hvor lang tid. At hun kan
holde det ud der oppe i slig en afkrog. Hvad?

Hedda
(tænker sig om og siger pludseligt).

Hør, Tesman, – er det ikke der oppe et
steds, at han holder til, – han, – Ejlert Løv-
borg?

Tesman.

Jo, det er netop oppe på de kanter.

(Berte kommer i døren til forstuen.)

Berte.

Frue, nu er hun her igen, den damen, som
var indom og gav blomster af for en stund
siden. (peger.) De, som fruen står med.

Hedda.

Ah, er hun det? Ja, vil De så la’ hende
komme ind.

(Berte åbner døren for fru Elvsted og går selv ud. – Fru
Elvsted er en spæd skikkelse med smukke, bløde ansigtsformer.
Øjnene er lyseblå, store, runde og noget fremstående, med et
forskræmt spørgende udtryk. Håret er påfaldende lyst, næsten
hvidgult, og usædvanlig rigt og bølgende. Hun er et par år
yngre end Hedda. Påklædningen er mørk visitdragt, der er
smagfuld men ikke helt efter nyeste mode.)

s. 35

Hedda
(går hende venlig imøde).

God dag, bedste fru Elvsted. Det var da
morsomt at få se Dem igen engang.

Fru Elvsted
(nervøs, søger at beherske sig).

Ja, det er svært længe siden vi mødtes.

Tesman
(rækker hende hånden).

Og vi to også. Hvad?

Hedda.

Tak for Deres dejlige blomster –

Fru Elvsted.

Å jeg be’r –. Jeg vilde ha’ været her
straks igår eftermiddag. Men så fik jeg høre, at
De var ude på rejse –

Tesman.

Er De nylig kommen til byen? Hvad?

Fru Elvsted.

Jeg kom her til igår ved middagstider. Å,
jeg blev så rent fortvilet, da jeg hørte, at De
ikke var hjemme.

Hedda.

Fortvilet! Hvorfor det?

s. 36

Tesman.

Men bedste, kære fru Rysing – fru Elvsted
vilde jeg sige –

Hedda.

Der er da vel ikke noget slags galt på færde?

Fru Elvsted.

Jo, der er. Og jeg véd ikke noget levende
menneske herinde, som jeg ellers kunde vende
mig til.

Hedda
(lægger buketten på bordet).

Kom, – så sætter vi os her på sofaen –

Fru Elvsted.

Å, jeg har hverken rist eller ro til at sidde!

Hedda.

Jo visst har De så. Kom så her.

( Hun drager fru Elvsted ned på sofaen og sætter sig ved siden
af hende.)

Tesman.

Nå? Og så, frue –?

Hedda.

Er der hændt noget særdeles der oppe hos
Dem?

s. 37

Fru Elvsted.

Ja, – det både er og det ikke er. Å, –
jeg vilde så inderlig gerne, at De ikke skulde
misforstå mig –

Hedda.

Men så gør De rigtig rettest i at tale rent
ud, fru Elvsted.

Tesman.

For det er da vel derfor De kommer. Hvad?

Fru Elvsted.

Ja, ja, – det er jo det. Og så får jeg da
sige Dem, – hvis De ikke alt véd det, – at
Ejlert Løvborg også er i byen.

Hedda.

Er Løvborg –!

Tesman.

Nej, er Ejlert Løvborg kommen tilbage igen!
Tænk det, Hedda!

Hedda.

Herre gud , jeg hører det jo.

Fru Elvsted.

Han har nu alt været her en uges tid.

s. 38

Tænke sig til, – en hel uge! I denne farlige
by. Alene! Med alt det slette selskab, som
her findes.

Hedda.

Men, bedste fru Elvsted, – hvad kommer
han egentlig Dem ved?

Fru Elvsted
( sér forskræmt på hende og siger hurtigt):

Han har været lærer for børnene.

Hedda.

For Deres børn?

Fru Elvsted.

For min mands. Jeg har ingen.

Hedda.

For stedbørnene altså.

Fru Elvsted.

Ja.

Tesman
(noget famlende).

Var han da så vidt, – jeg véd ikke hvor-
ledes jeg skal udtrykke mig, – så vidt –
regelmæssig i liv og levnet, at man kunde sætte
ham til det? Hvad?

s. 39

Fru Elvsted.

I de sidste par år har der ikke været noget
at sige på ham.

Tesman.

Nej virkelig ikke? Tænk det, Hedda!

Hedda.

Jeg hører det.

Fru Elvsted.

Ikke det ringeste, forsikrer jeg Dem! Ikke
i nogen henseende. Men alligevel –. Nu, da
jeg véd ham her inde – i den store byen –.
Og med de mange penge mellem hænderne. Nu
er jeg så dødelig ræd for ham.

Tesman.

Men hvorfor blev han så ikke heller der
oppe, hvor han var? Hos Dem og Deres mand?
Hvad?

Fru Elvsted.

Da bogen var kommet ud, så havde han
ikke længer rist eller ro på sig oppe hos os.

Tesman.

Ja, det er sandt, – tante Julle sa’, han
havde gi’t ud en ny bog.

s. 40

Fru Elvsted.

Ja, en stor ny bog, som handler om kultur-
gangen – sådan i det hele. Det er nu en
fjorten dage siden. Og da den blev købt og
læst så meget – og gjorde så svært stor opsigt –

Tesman.

Så det gjorde den altså? Da må det vel
være noget, han har havt liggende fra sine
gode dage.

Fru Elvsted.

Fra før af, mener De?

Tesman.

Ja vel.

Fru Elvsted.

Nej, han har skrevet det alt sammen oppe
hos os. Nu – i det sidste år.

Tesman.

Det er jo glædeligt at høre, Hedda! Tænk
det, du!

Fru Elvsted.

Ak ja, når det nu bare måtte vare ved!

Hedda.

Har De truffet ham her inde?

s. 41

Fru Elvsted.

Nej, endnu ikke. Jeg havde så megen
møje med at få hans adresse opspurgt. Men nu
imorges så fik jeg den da endelig.

Hedda
(ser forskende hen til hende).

I grunden synes jeg, det er lidt underligt af
Deres mand – hm –

Fru Elvsted
(farer nervøst sammen).

Af min mand! Hvilket?

Hedda.

At han sender Dem til byen i et sligt
ærende. At han ikke rejser selv ind og sér til
sin ven.

Fru Elvsted.

Å, nej, nej, – min mand har ikke tid til
det. Og så var det – nogen indkøb, jeg skulde
gøre.

Hedda
(smiler let).

Nå, det er jo en anden sag.

Fru Elvsted
(rejser sig hurtigt og i uro).

Og nu bér jeg Dem så bønligt, herr Tes-

s. 42

man, – tag godt imod Ejlert Løvborg, hvis han
kommer til Dem! Og det gør han sikkert.
Herre gud , – De har jo været så gode venner
før i tiden. Og så er det jo de selv-samme
studeringer, som De begge to driver på med.
De samme videnskaber, – så vidt jeg kan
skønne.

Tesman.

Nå, det var det da før ialfald.

Fru Elvsted.

Ja, og derfor bér jeg Dem så indstændigt,
at De endelig – De også – at De vil ha’ et
vågent øje med ham. Å, ikke sandt, herr Tes-
man, – De lover mig dog det?

Tesman.

Ja, så inderlig gerne, fru Rysing –

Hedda.

Elvsted.

Tesman.

Jeg skal såmæn gøre for Ejlert alt, hvad
der bare står i min magt. Det kan De forlade
Dem på.

Fru Elvsted.

Å, hvor det er velsignet snilt af Dem!

s. 43

(trykker hans hænder.) Tak, tak, tak! (forskrækket.)
Ja, for min mand holder så svært af ham!

Hedda
(rejser sig).

Du skulde skrive ham til, Tesman. For
kanské han ikke kommer til dig sådan af sig selv.

Tesman.

Ja, det turde vel være det rigtigste, det,
Hedda? Hvad?

Hedda.

Og gør det jo før jo heller. Nu straks,
synes jeg.

Fru Elvsted
(bønligt).

Å ja, dersom De vilde det!

Tesman.

Jeg skriver i dette øjeblik. Har De hans
adresse, fru – fru Elvsted?

Fru Elvsted.

Ja. (tar en liden seddel op af lommen og rækker ham
den.) Her står det.

Tesman.

Godt, godt. Så går jeg ind – ( sér sig om).
Det er sandt, – tøflerne? Nå her.

( Tar pakken og vil gå.)

s. 44

Hedda.

Skriv nu endelig varmt og venskabeligt til
ham. Og dygtig langt også.

Tesman.

Ja, det skal jeg nok.

Fru Elvsted.

Men endelig ikke et ord om, at jeg har
bedt for ham!

Tesman.

Nej, det forstår sig da af sig selv. Hvad?

( Han går igennem bagstuen til højre.)

Hedda
(går hen til fru Elvsted, smiler og siger dæmpet):

Se så! Nu slog vi to fluer med et smæk.

Fru Elvsted.

Hvorledes mener De det?

Hedda.

Forstod De ikke, at jeg vilde ha’ ham afsted?

Fru Elvsted.

Ja, for at skrive det brevet –

Hedda.

Og så for at få tale alene med Dem.

s. 45

Fru Elvsted
(forvirret).

Om dette samme!

Hedda.

Ja just om det.

Fru Elvsted
(angst).

Men der er ikke mere, fru Tesman! Virke-
lig ikke mere!

Hedda.

Å jo såmæn er der så. Der er betydelig
mere. Så meget forstår jeg da. Kom her, –
så sætter vi os rigtig fortrolig sammen.

( Hun tvinger fru Elvsted ned i lænestolen ved ovnen og sætter
sig selv på en af taburetterne.)

Fru Elvsted
(ængstelig, ser paa sit uhr).

Men kære, bedste frue –. Jeg havde egent-
lig tænkt at gå nu.

Hedda.

Å, det haster det da vel ikke med. – Nå?
Fortæl mig nu lidt om hvorledes De har det i
hjemmet.

s. 46

Fru Elvsted.

Å, det er just det, som jeg nødigst af alt
vilde røre ved.

Hedda.

Men til mig, kære –? Herre gud , vi gik
jo i institutet sammen.

Fru Elvsted.

Ja, men De sad en klasse over mig. Å,
hvor gruelig ræd jeg var for Dem dengang!

Hedda.

Var De ræd for mig?

Fru Elvsted.

Ja. Så gruelig ræd. For når vi mødtes
på trapperne, så brugte De altid at ruske mig i
håret.

Hedda.

Nej, gjorde jeg det?

Fru Elvsted.

Ja, og en gang sa’ De, at De vilde svi’e det
af mig.

Hedda.

Å, det var jo bare løs snak, kan De vide.

s. 47

Fru Elvsted.

Ja, men jeg var så dum dengang. – Og
så sidenefter ialfald – så er vi da kommet så
langt – langt ifra hinanden. Vore kredse var
jo så rent forskellige.

Hedda.

Nå, så vil vi sé at rykke hinanden nærmere
igen. Hør nu her! I institutet sa’ vi dog du
til hinanden. Og så kaldte vi hinanden ved
fornavn –

Fru Elvsted.

Nej, det tar De sikkert fejl i.

Hedda.

Nej visst gør jeg ikke, nej! Jeg husker det
så tydeligt. Og derfor vil vi være fortrolige, nu
som i gamle dage. (flytter sig nærmere på taburetten.)
Se så! (kysser hende på kindet.) Nu siger du du til
mig og kalder mig Hedda.

Fru Elvsted
(trykker og klapper hendes hænder).

Å, så megen godhed og venlighed –! Det
er noget, jeg slet ikke er vant til.

Hedda.

Så, så, så! Og jeg siger du til dig, lige-
som før, og kalder dig min kære Thora.

s. 48

Fru Elvsted.

Thea heder jeg.

Hedda.

Ja rigtig. Naturligvis. Thea mente jeg.
(ser deltagende på hende.) Så du er så lidet vant til
godhed og venlighed, du, Thea? I dit eget
hjem?

Fru Elvsted.

Å, dersom jeg havde noget hjem! Men jeg
har ikke noget. Har aldrig havt noget.

Hedda
(ser lidt på hende).

Jeg har anet, at det måtte være noget af
den slags.

Fru Elvsted
( stirrer hjælpeløst frem for sig).

Ja, – ja, – ja.

Hedda.

Jeg kan ikke rigtig huske det nu. Men
var det ikke fra først af som husbestyrerinde, at
du kom der op til fogdens?

Fru Elvsted.

Egentlig skulde det været som guvernante.
Men hans hustru, – hun dengang, – hun var

s. 49

svagelig, – og sengeliggende for det meste. Så
måtte jeg ta’ mig af huset også.

Hedda.

Men så, – til slut, – så blev du husets frue.

Fru Elvsted
(tungt).

Ja, så blev jeg det.

Hedda.

Lad mig sé –. Hvor længe er nu omtrent
det siden?

Fru Elvsted.

At jeg blev gift?

Hedda.

Ja.

Fru Elvsted.

Det er nu en fem år siden.

Hedda.

Ja rigtig; det må det være.

Fru Elvsted.

Å disse fem år –! Eller mest de to–tre
sidste da. Å, dersom De kunde tænke Dem
til –

s. 50

Hedda
(slår hende let over hånden).

De? Fy, Thea!

Fru Elvsted.

Nej, nej, jeg skal prøve på det. – Ja der-
som – du bare kunde ane og forstå –

Hedda
(henkastende).

Ejlert Løvborg har jo også været der oppe
en tre års tid, tror jeg.

Fru Elvsted
(ser usikkert på hende).

Ejlert Løvborg? Ja, – han har det.

Hedda.

Kendte du ham allerede her fra byen af?

Fru Elvsted.

Næsten slet ikke. Ja, det vil sige, – af
navn naturligvis.

Hedda.

Men så der oppe, – der kom han altså i
huset til jer?

Fru Elvsted.

Ja, han kom hver dag over til os. Han

s. 51

skulde jo læse med børnene. For jeg alene
kunde ikke i længden magte det alt sammen.

Hedda.

Nej, det er begribeligt. – Og din mand –?
Han er vel sagtens ofte ude på rejser?

Fru Elvsted.

Ja. De – du kan vide, at som foged må
han tidt rejse omkring i distriktet.

Hedda
(læner sig mod stolarmen).

Thea, – stakkers søde Thea, – nu skal
du fortælle mig alting, – således som det er.

Fru Elvsted.

Ja, så får du spørge da.

Hedda.

Hvorledes er egentlig din mand, du, Thea?
Jeg mener, – sådan – i omgang. Er han god
imod dig?

Fru Elvsted
(undvigende).

Han tror visst selv, at han gør alt på det
bedste.

s. 52

Hedda.

Jeg synes bare han må være altfor gammel
for dig. Visst over de tyve år ældre?

Fru Elvsted
(irriteret).

Det også. Det ene med det andet. Alt er
mig imod hos ham! Vi ejer ikke en tanke
sammen. Ingen verdens ting, – han og jeg.

Hedda.

Men holder han ikke alligevel af dig? Så-
dan på sin måde?

Fru Elvsted.

Å, jeg véd ikke, hvad han gør. Jeg er
visst bare nyttig for ham. Og så koster det
ikke så stort at holde mig. Jeg er billig.

Hedda.

Det er dumt af dig.

Fru Elvsted
(ryster på hovedet ).

Kan ikke være anderledes. Ikke med ham.
Han holder visst ikke rigtig af nogen anden end
sig selv. Og så kanské lidt af børnene.

Hedda.

Og så af Ejlert Løvborg, Thea.

s. 53

Fru Elvsted
(ser hen på hende).

Af Ejlert Løvborg! Hvor kan du falde
på det?

Hedda.

Men, kære, – jeg synes da, at når han
sender dig helt herind til byen efter ham –
(smiler næsten umærkeligt.) Og desuden så sa’ du det
jo selv til Tesman.

Fru Elvsted
(med en nervøs trækning).

Nå så? Ja, jeg gjorde nok det. (udbryder
dæmpet.) Nej, – jeg får lige så godt sige dig det
først som sidst! For det kommer jo så for
dagens lys alligevel.

Hedda.

Men, min kære Thea –?

Fru Elvsted.

Nå, kort og godt da! Min mand vidste
sletikke af, at jeg rejste.

Hedda.

Hvad for noget! Vidste ikke din mand
af det!

Fru Elvsted.

Nej naturligvis. Han var desuden ikke

s. 54

hjemme. Var på rejse, han også. Å, jeg kunde
ikke holde det ud længer, Hedda! Rent umuligt!
Så alene, som jeg herefter vilde bli’ deroppe.

Hedda.

Nå? Og så?

Fru Elvsted.

Så pakked jeg nogen af mine sager sammen,
ser du. Det nødvendigste. Sådan i al stilhed.
Og så gik jeg fra gården.

Hedda.

Uden videre?

Fru Elvsted.

Ja. Og rejste så med jernbanen lige herind
til byen.

Hedda.

Men, min kære gode Thea, – at du turde
vove det!

Fru Elvsted
(rejser sig og går hen over gulvet).

Ja, hvad i al verden skulde jeg vel andet
gøre!

Hedda.

Men hvad tror du da din mand vil sige,
når du kommer hjem igen?

s. 55

Fru Elvsted
(ved bordet, ser hen på hende).

Der op til ham?

Hedda.

Ja vel, – ja vel?

Fru Elvsted.

Der op til ham kommer jeg aldrig mere.

Hedda
(rejser sig og går nærmere).

Du er altså, – for fuldt alvor, – rejst ifra
det altsammen?

Fru Elvsted.

Ja. Jeg syntes ikke, der var andet for mig
at gøre.

Hedda.

Og så – at du gik så rent åbenlyst.

Fru Elvsted.

Å, sligt noget kan jo ikke lægges dølgsmål
på alligevel.

Hedda.

Men hvad tror du så, folk vil sige om dig,
Thea?

s. 56

Fru Elvsted.

De får i guds navn sige, hvad de vil.
(sætter sig træt og tungt i sofaen.) For jeg har ikke
gjort andet end jeg måtte gøre.

Hedda
(efter en kort taushed).

Hvad tænker du nu at ta’ dig til? Hvad
vil du slå ind på?

Fru Elvsted.

Det véd jeg ikke endnu. Jeg véd bare, at
jeg må leve her, hvor Ejlert Løvborg lever. –
Hvis jeg skal leve da.

Hedda
(flytter en stol nærmere fra bordet, sætter sig hos hende og
stryger hendes hænder).

Du, Thea, – hvorledes kom dette – dette
venskabsforhold – mellem dig og Ejlert Løv-
borg?

Fru Elvsted.

Å, det kom sådan lidt efter lidt. Jeg fik
ligesom et slags magt over ham.

Hedda.

Så?

Fru Elvsted.

Han la’ af sine gamle vaner. Ikke fordi

s. 57

jeg bad ham om det. For det turde jeg aldrig
gøre. Men han mærked nok, at sligt noget var
mig imod. Og så lod han det fare.

Hedda
(dølger et uvilkårligt hånsmil).

Du har altså genoprejst ham, – som man
siger, – du, lille Thea.

Fru Elvsted.

Ja, det siger han selv i det mindste. Og
han, – på sin side, – han har gjort et slags
virkeligt menneske ud af mig. Lært mig at
tænke – og forstå både det ene og det andet.

Hedda.

Læste han kanske med dig også?

Fru Elvsted.

Nej, ikke just læste. Men han talte med
mig. Talte om så uendelig mangt og meget.
Og så kom den dejlige, lykkelige tid, da jeg fik
dél i hans arbejde! Fik lov til at hjælpe ham!

Hedda.

Så det fik du?

Fru Elvsted.

Ja! Når han skrev noget, så måtte vi altid
være sammen om det.

s. 58

Hedda.

Som to gode kammerater altså.

Fru Elvsted
(livfuldt).

Kammerater! Ja tænk, Hedda, – så kaldte
han det også! – Å, jeg burde jo føle mig så
inderlig glad. Men jeg kan ikke det heller. For
jeg véd jo ikke, om det vil vare ved i længden.

Hedda.

Er du ikke sikrere på ham end som så?

Fru Elvsted
(tungt).

En kvindeskygge står imellem Ejlert Løv-
borg og mig.

Hedda
(ser spændt på hende).

Hvem kan det være?

Fru Elvsted.

Véd ikke. En eller anden fra – fra hans
fortid. En, som han visst aldrig rigtig har
glemt.

Hedda.

Hvad har han sagt – om dette her!

s. 59

Fru Elvsted.

Han har bare en eneste gang – så løselig
– tydet hen på det.

Hedda.

Nå! Og hvad sa’ han så!

Fru Elvsted.

Han sa’, at da de skiltes, så vilde hun ha’
skudt ham med en pistol.

Hedda
(koldt, behersket).

Å hvad! Sligt noget bruger man da ikke her.

Fru Elvsted.

Nej. Og derfor så tror jeg det må være
den rødhårede sangerinden, som han en tid –

Hedda.

Ja, det kan vel være.

Fru Elvsted.

For jeg husker, det blev sagt om hende, at
hun gik med ladte våben.

Hedda.

Nå, – så er det naturligvis hende da.

s. 60

Fru Elvsted
(vrider hænderne).

Ja, men tænk dig, Hedda, – nu hører jeg,
at den sangerinden, – hun er i byen igen! Å,
– jeg er så rent fortvilet –

Hedda
(skotter mod bagværelset).

Hys! Nu kommer Tesman. (rejser sig og
hvisker.) Thea, – alt dette her må bli’ imellem
dig og mig.

Fru Elvsted
(springer op).

Å ja, – ja! For guds skyld –!

(Jørgen Tesman, med et brev i hånden, kommer fra højre side
gennem bagværelset.)

Tesman.

Se så, – nu er epistelen fix og færdig.

Hedda.

Det var jo vel. Men fru Elvsted vil nok
gå, tror jeg. Bi lidt. Jeg følger med til have-
porten.

Tesman.

Du, Hedda, – kunde kanske Berte besørge
dette her?

s. 61

Hedda
(tar brevet).

Jeg skal gi’ hende besked.

(Berte kommer fra forstuen.)

Berte.

Assessor Brack er her og siger, at han gerne
vilde hilse på herskabet.

Hedda.

Ja, bed assessoren værs’god komme ind.
Og så, – hør her, – kast så dette brevet i
postkassen.

Berte
(tar brevet).

Ja vel, frue.

( Hun åbner døren for assessor Brack og går selv ud. Asses-
soren er en herre på 45 år. Undersætsig men velbygget og med
elastiske bevægelser. Ansigtet rundagtigt med nobel profil.
Håret kortklippet, næsten sort endnu og omhyggelig friseret.
Øjnene livlige, spillende. Øjenbrynene tykke. Knebelsbarten
ligeså, med afstudsede spidser. Han er klædt i elegant spadsér-
dragt, dog lidt for ungdommeligt for sin alder. Bruger lorgnet,
som han nu og da lar falde.)

Assessor Brack
(med hatten i hånden, hilser).

Tør man sé indom så tidligt på dagen.

Hedda.

Ja såmæn tør man så.

s. 62

Tesman
(trykker hans hånd).

Altid velkommen skal De være. (forestiller.)
Assessor Brack – frøken Rysing –

Hedda.

Åh –!

Brack
(bøjer sig).

Ah, – glæder mig særdeles –

Hedda
( sér på ham og lér ).

Det er virkelig morsomt at få beskue Dem
ved dagslys, assessor!

Brack.

Forandret – finder De kanske?

Hedda.

Ja, en smule yngre, synes jeg.

Brack.

Takker forbindtligst.

Tesman.

Men hvad siger så De om Hedda! Hvad?
Ser ikke hun frodig ud? Hun formelig –

s. 63

Hedda.

Å, lad endelig mig bli’ udenfor. Tak heller
assessoren for al den ulejlighed, han har havt –

Brack.

Å hvad, – det var mig bare en fornøjelse –

Hedda.

Ja, De er en trofast sjæl. Men min ven-
inde står her og brænder efter at komme afsted.
På gensyn, assessor. Jeg er her straks igen.

( Gensidige hilsener. Fru Elvsted og Hedda går ud gennem
forstuedøren.)

Brack.

Nå, – er nu Deres hustru så nogenlunde
fornøjet –?

Tesman.

Ja, vi kan ikke noksom takke Dem. Det
vil sige, – lidt omflytning hist og her blir jo
nødvendig, hører jeg. Og så mangler der jo et
og andet. Vi blir nok nødt til at anskaffe en
dél småting til.

Brack.

Ja så? Virkelig?

Tesman.

Men det skal ikke De få noget besvær med.

s. 64

Hedda sa’, at hun vilde selv sørge for det, som
mangler. – Skal vi så ikke ta’ plads? Hvad?

Brack.

Tak, et lidet øjeblik. (sætter sig ved bordet.)
Der er noget, jeg gerne vilde tale med Dem om,
kære Tesman.

Tesman.

Så? Ah, forstår! (sætter sig.) Det er vel
sagtens den alvorlige del af festen, som begynder
nu. Hvad?

Brack.

Å, de pengesagerne haster det jo ikke så
svært med endnu. For øvrigt skulde jeg nok
ønske, at vi havde indrettet os en smule tarve-
ligere.

Tesman.

Men det vilde jo aldeles ikke gåt an! Tænk
da på Hedda, kære! De, som kender hende så
godt –. Jeg kunde da umulig by’ hende rent
småborgerlige omgivelser!

Brack.

Nej, nej, – det er jo netop knuden.

Tesman.

Og så – heldigvis – så kan det jo ikke
vare længe, før jeg får udnævnelsen.

s. 65

Brack.

Å, ser De, – sådant noget kan ofte trække
i langdrag.

Tesman.

Har De kanské hørt noget nærmere? Hvad?

Brack.

Ikke sådan noget ganske bestemt –. (afbry-
dende.) Men det er sandt, – en nyhed kan jeg
da fortælle Dem.

Tesman.

Nå?

Brack.

Deres gamle ven, Ejlert Løvborg, er kommen
til byen igen.

Tesman.

Det véd jeg allerede.

Brack.

Så? Hvor har De fåt vide det?

Tesman.

Hun fortalte det, den dame, som gik ud
med Hedda.

s. 66

Brack.

Ja så. Hvad var det hun hed? Jeg hørte
ikke rigtig –

Tesman.

Fru Elvsted.

Brack.

Aha, – fogdens frue altså. Ja, – det er
nok oppe hos dem han har havt sit tilhold.

Tesman.

Og tænk, – så hører jeg til min store
glæde, at han er blét et aldeles ordentligt men-
neske igen!

Brack.

Ja, man vil jo påstå det.

Tesman.

Og så skal han jo ha’ gi’t ud en ny bog.
Hvad?

Brack.

Ja bevar’s!

Tesman.

Og den har jo vakt opsigt også!

Brack.

Ganske ualmindelig opsigt har den vakt.

s. 67

Tesman.

Tænk, – er ikke det glædeligt at høre?
Han, med sine mærkværdige evner –. Jeg var
så sørgeligt sikker på, at han var gåt rent til
grunde for bestandig.

Brack.

Det var nok også den almindelige mening
om ham.

Tesman.

Men jeg begriber bare ikke, hvad han nu
vil ta’ sig til! Hvad i al verden skal han kunne
få at leve af? Hvad?

(Hedda er under de sidste ord kommen ind gennem forstuedøren.)

Hedda
(til Brack, lér lidt hånligt).

Altid går Tesman omkring og ængster sig
for, hvad man skal få at leve af.

Tesman.

Herre gud , – vi sidder og taler om den
stakkers Ejlert Løvborg, du.

Hedda
(ser hurtigt hen på ham).

Ah så? (sætter sig i lænestolen ved ovnen og spørger
ligegyldigt:) Hvad er der i vejen med ham?

s. 68

Tesman.

Jo, – arven har han da visst sat overstyr
for længe siden. Og en ny bog kan han vel
ikke skrive hvert år. Hvad? Nå, – så spør jeg
virkelig, hvad der skal bli’ af ham.

Brack.

Det kunde jeg kanské fortælle Dem lidt om.

Tesman.

Nå?

Brack.

De må huske på, at han har slægtninge med
ikke så liden indflydelse.

Tesman.

Å, desværre , – slægtningerne, de har jo
rent slåt hånden af ham.

Brack.

Før kaldte de ham dog for familjens håb.

Tesman.

Ja før, ja! Men det har han jo selv for-
spildt.

Hedda.

Hvem véd? (smiler let.) Oppe hos fogden Elv-
steds har de jo genoprejst ham –

s. 69

Brack.

Og så dertil denne bogen, som er kommet –

Tesman.

Jaja , gud gi’ at de så sandt vilde hjælpe
ham til et eller andet. Jeg har netop skrevet
ham til. Du, Hedda, jeg bad ham komme ud
til os iaften.

Brack.

Men, kære, De skal jo med til mit ung-
karlsgilde iaften. Det lovte De jo på bryggen
inat.

Hedda.

Havde du glemt det, Tesman?

Tesman.

Ja så sandelig havde jeg det.

Brack.

For øvrigt kan De visst være rolig for, at
han ikke kommer.

Tesman.

Hvorfor tror De det? Hvad?

Brack
(lidt nølende, rejser sig og støtter hænderne på stolryggen).

Kære Tesman –. Og De også, frue –. Jeg

s. 70

kan ikke forsvare at la’ Dem være i uvidenhed
om noget, som – som –

Tesman.

Noget, som angår Ejlert –?

Brack.

Både Dem og ham.

Tesman.

Men, kære assessor, så sig det da!

Brack.

De bør være forberedt på, at Deres udnævnelse
kanské ikke kommer så hurtigt, som De ønsker
og venter.

Tesman
(springer urolig op).

Er der kommet noget i vejen? Hvad?

Brack.

Besættelsen af posten turde kanské bli’ gjort
afhængig af en konkurrence –

Tesman.

Konkurrence! Tænk det, Hedda!

Hedda
(læner sig længere bagover i stolen).

Ah, sé, – sé !

s. 71

Tesman.

Men med hvem da! Dog vel aldrig med –?

Brack.

Jo, netop. Med Ejlert Løvborg.

Tesman
(slår hænderne sammen).

Nej, nej, – dette her er jo rent utænkeligt!
Rent umuligt! Hvad?

Brack.

Hm, – vi kan nok alligevel komme til at
opleve det.

Tesman.

Nej men, assessor Brack, – det vilde da
være den utroligste hensynsløshed imod mig!
(fægter med armene.) Ja, for – tænk, – jeg er jo
en gift mand! Vi har jo giftet os på de ud-
sigterne, Hedda og jeg. Gåt hen og sat svær
gæld. Og lånt penge af tante Julle også. For,
herre gud , – jeg havde da sågodtsom løfte på
stillingen. Hvad?

Brack.

Nå, nå, nå, – stillingen får De sagtens også.
Men først gennem en kappestrid.

s. 72

Hedda
(ubevægelig i lænestolen).

Tænk, Tesman, – det blir næsten ligesom
et slags sport.

Tesman.

Men, kæreste Hedda, hvor kan du da ta’
dette her så ligegyldigt!

Hedda
(som før).

Det gør jeg sletikke. Jeg er virkelig spændt
på udfaldet.

Brack.

I ethvert tilfælde, fru Tesman, så er det
godt, at De nu véd, hvorledes sagerne står. Jeg
mener, – forinden De går ivej med de små ind-
køb, som jeg hører De truer med.

Hedda.

Dette her kan ingen forandring gøre.

Brack.

Nå så? Det er en anden sag. Farvel! (til
Tesman.) Når jeg går min eftermiddagstur, kommer
jeg indom og henter Dem.

Tesman.

Å ja, ja, – jeg véd hverken ud eller ind.

s. 73

Hedda
(liggende, strækker hånden frem).

Farvel, assessor. Og velkommen igen.

Brack.

Mange tak. Farvel, farvel.

Tesman
(følger ham til døren).

Farvel, kære assessor! De må virkelig ha’
mig undskyldt –

(Assessor Brack går ud gennem forstuedøren.)

Tesman
(går henover gulvet).

Å, Hedda, – man skulde dog aldrig vove
sig ind i eventyrlandet. Hvad?

Hedda
( sér på ham og smiler).

Gør du det?

Tesman.

Ja, du, – det la’r sig ikke nægte, – det
var eventyrligt at gå hen og gifte sig og sætte
bo på blotte og bare udsigter.

Hedda.

Du kan kanské ha’ ret i det.

s. 74

Tesman.

Nå, – vort hyggelige hjem har vi da ialfald,
Hedda! Tænk, – det hjem, som vi beggeto gik
og drømte om. Sværmed for, kan jeg næsten
sige. Hvad?

Hedda
(rejser sig langsomt og træt).

Det var jo aftalen, at vi skulde leve sel-
skabeligt. Føre hus.

Tesman.

Ja, herre gud , – sådan som jeg havde
glædet mig til det! Tænk, – at få sé dig som
værtinde, – i en udvalgt kreds! Hvad? – Ja,
ja, ja, – foreløbig får vi to altså holde sammen
i ensomhed, Hedda. Bare sé tante Julle hos os
en gang imellem. – Å, du, som skulde havt det
så langt – langt anderledes –!

Hedda.

Livrétjeneren får jeg naturligvis ikke nu for
det første.

Tesman.

Å nej, – desværre. Holde tjener, – det
kan der jo umulig bli’ tale om, ser du.

Hedda.

Og ridehesten, som jeg skulde ha’ –

s. 75

Tesman
(forskrækket).

Ridehesten!

Hedda.

– den tør jeg vel ikke engang tænke på nu.

Tesman.

Nej, gud bevare mig vel, – det siger sig
da af sig selv!

Hedda
(går henover gulvet).

Nå, – en ting har jeg da ialfald til at
muntre mig med sålænge.

Tesman
(glædestrålende).

Å, gud ske lov og tak for det! Og hvad er
så det for noget, Hedda? Hvad?

Hedda
(ved døråbningen, sér på ham med dulgt hån).

Mine pistoler, – Jørgen.

Tesman
(i angst).

Pistolerne!

Hedda
(med kolde øjne).

General Gablers pistoler.

( Hun går gennem bagværelset ud til venstre side.)

s. 76

Tesman
(løber hen i døråbningen og råber efter hende):

Nej, gud velsigne dig, kæreste Hedda, –
rør da ikke de farlige tingesterne! For min skyld,
Hedda! Hvad?

ANDEN AKT.

(Værelset hos Tesmans ligesom i første akt, kun at piano-
fortet er flyttet ud og et elegant lidet skrivebord med bogreol er
stillet i stedet. Ved sofaen til venstre er et mindre bord hensat.
De fleste af blomsterbuketterne er borttagne. Fru Elvsteds buket
står på det større bord fremme på gulvet. – Det er eftermiddag.)

(Hedda, omklædt i modtagelsesdragt, er alene i værelset.
Hun står ved den åbne glasdør og lader en revolverpistol.
Magen til den ligger i en åben pistolkasse på skrivebordet.)

Hedda
(ser ned i haven og råber):

Goddag igen, herr assessor!

Assessor Brack
(høres nedefra i frastand).

I lige måde, fru Tesman!

Hedda
(hæver pistolen og sigter).

Nu skyder jeg Dem, assessor Brack!

Brack
(råber dernede).

Nej-nej-nej! Stå da ikke og sigt lige på mig!

s. 78

Hedda.

Det kommer der ud af at gå bagveje!

( Hun skyder.)

Brack
(nærmere).

Er De rent gal –!

Hedda.

Å, herre gud , – traf jeg Dem kanské ?

Brack
(fremdeles udenfor).

Lad være med de narrestreger!

Hedda.

Kom så ind da, assessor.

(Assessor Brack, omklædt som til herreselskab, kommer ind
gennem glasdøren. Han bærer en let overfrakke på armen.)

Brack.

For pokker, – driver De på med den sport
endnu? Hvad skyder De på?

Hedda.

Å, jeg står bare sådan og skyder op i den
blå luft.

Brack
(tar lempeligt pistolen ud af hånden på hende).

Med forlov, frue. ( sér på den.) Ah, denne her,

s. 79

– den kender jeg godt. (ser sig om.) Hvor har vi
så kassen? Nå her. (lægger pistolen ned i og lukker.)
For nu skal vi ikke ha’ mere af den spas for idag.

Hedda.

Ja, hvad i herrens navn vil De jeg skal ta’
mig til?

Brack.

Har De ingen besøg havt?

Hedda
(lukker glasdøren).

Ikke et eneste. Alle de intime ligger nok
på landet endnu.

Brack.

Og Tesman er kanské heller ikke hjemme?

Hedda
(ved skrivebordet, lukker pistolkassen ned i skuffen).

Nej. Straks han havde spist, så løb han
hen til tanterne. For han vented ikke Dem så
tidligt.

Brack.

Hm, – at jeg ikke tænkte mig det. Det
var dumt af mig.

s. 80

Hedda
(drejer hovedet og ser på ham).

Hvorfor dumt?

Brack.

Jo, for så var jeg kommet herud endnu
lidt – tidligere.

Hedda
(går henover gulvet).

Ja, da havde De nu slet ingen truffet. For
jeg har været inde og klædt mig om efter mid-
dagen.

Brack.

Og der er ikke sådan en bitte liden dør-
sprække, som en kunde ha’ forhandlet igennem?

Hedda.

De har jo glemt at arrangere en slig en.

Brack.

Det var også dumt af mig.

Hedda.

Nå, så får vi slå os ned her da. Og vente.
For Tesman kommer visst ikke hjem så snart.

s. 81

Brack.

Ja-ja, herre gud , jeg skal være tålmodig.

(Hedda sætter sig i sofahjørnet. Brack lægger sin paletot over
ryggen på den nærmeste stol og sætter sig, men beholder hatten
i hånden. Kort ophold. De ser hen på hinanden.)

Hedda.

Nå?

Brack
(i samme tone).

Nå?

Hedda.

Det var mig, som spurgte først.

Brack
(bøjer sig lidt fremover).

Ja, lad os så få os en liden lun passiar,
fru Hedda.

Hedda
(læner sig mere tilbage i sofaen).

Synes De ikke, det er som en hel evighed
siden vi sidst taltes ved? – Ja, det småtteri
igåraftes og i formiddag – det regner jeg nu
ikke for noget.

Brack.

Men sådan – imellem os selv? På tomands-
hånd, mener De?

s. 82

Hedda.

Å ja. Så omtrent.

Brack.

Hver eneste dag har jeg gåt her og ønsket,
at De bare var vel hjemme igen.

Hedda.

Og jeg har såmæn hele tiden bare ønsket
det samme.

Brack.

De? Virkelig, fru Hedda? Og jeg, som
trode, De havde moret Dem så inderlig godt på
rejsen!

Hedda.

Jo, det kan De tro!

Brack.

Men det skrev da Tesman bestandig om.

Hedda.

Ja, han! For han synes nu, det er det
dejligste han véd at gå og rode i bogsamlingerne.
Og få sidde og skrive af gamle pergamentblade,
– eller hvad det nu er for noget.

s. 83

Brack
(lidt ondskabsfuldt).

Nå, det er jo hans kald her i verden. For
en del da.

Hedda.

Ja, det er jo det. Og da kan en sagtens –.
Men jeg! Å nej, kære assessor, – jeg har havt
det gruelig kedeligt.

Brack
(deltagende).

Siger De virkelig det? For ramme alvor?

Hedda.

Ja, De kan da vel selv tænke Dem –!
Sådan i et helt halvt år aldrig at træffe på et
menneske, som kender en smule til vor kreds.
Og som en kan tale med om vore egne sager.

Brack.

Nej-nej, – det vilde jeg også føle som et
savn.

Hedda.

Og så det, som er det aller u-udholdeligste –

Brack.

Nå?

s. 84

Hedda.

– evig og altid at skulle være sammen
med – med én og den samme –

Brack
(nikker bifaldende).

Både sent og tidlig, – ja. Tænk, – til
alle mulige tider.

Hedda.

Jeg sa’: evig og altid.

Brack.

Lad gå. Men med vor skikkelige Tesman
synes jeg jo rigtignok, at man måtte kunne –

Hedda.

Tesman er – et fagmenneske, kære.

Brack.

Unægtelig.

Hedda.

Og fagmennesker er slet ikke morsomme at
rejse sammen med. Ikke i længden i alle fald.

Brack.

Ikke engang – det fagmenneske, man
elsker?

s. 85

Hedda.

Uh, – brug da ikke det klissede ord!

Brack
(studsende).

Hvad nu, fru Hedda!

Hedda
(halvt léende , halvt ærgerlig).

Ja, De skulde bare prøve det, De! At høre
tale om kulturhistorie både sent og tidlig –

Brack.

Evig og altid –

Hedda.

Ja-ja-ja! Og så dette her om husfliden i
middelalderen –! Det er nu det aller græsseligste!

Brack
(ser forskende hen på hende).

Men, sig mig, – hvorledes skal jeg da
egentlig forstå at –? Hm –

Hedda.

At der blev et par af mig og Jørgen Tes-
man, mener De?

Brack.

Nå ja, lad os udtrykke det så.

s. 86

Hedda.

Herregud , synes De da, det er så underligt?

Brack.

Både ja og nej, – fru Hedda.

Hedda.

Jeg havde virkelig danset mig træt, kære
assessor. Min tid var omme – (farer let sammen).
Uh nej, – det vil jeg da ikke sige alligevel.
Ikke tænke det heller!

Brack.

Det har De da tilforladelig heller ingen
grund til.

Hedda.

Åh, – grund –. (ser ligesom spejdende på ham.)
Og Jørgen Tesman, – han må jo dog siges at
være et korrekt menneske i alle måder.

Brack.

Både korrekt og solid. Gud bevar’s.

Hedda.

Og noget egentlig løjerligt kan jeg ikke finde
der er ved ham. – Finder De det?

s. 87

Brack.

Løjerligt? Ne–j, – det vil jeg just ikke
sige –

Hedda.

Nå. Men så er han da en svært flittig
samler ialfald! – Det kan såmæn godt være, at
han bringer det vidt med tiden alligevel.

Brack
(ser noget uviss på hende).

Jeg trode, De mente ligesom alle de andre,
at der vilde bli’ en særdeles fremragende mand
af ham.

Hedda
(med et træt udtryk).

Ja, jeg gjorde det. – Og da han så gik
der og endelig med vold og magt vilde få lov
til at forsørge mig –. Jeg véd ikke, hvorfor
jeg ikke skulde ta’ imod det?

Brack.

Nej-nej. Fra den side betragtet –

Hedda.

Det var såmæn mere end mine andre op-
vartende venner var villige til, kære assessor.

s. 88

Brack
( lér ).

Ja, jeg kan tilforladelig ikke svare for alle
de andre. Men hvad mig selv angår, så véd De
jo nok, at jeg altid har næret en – en viss
respekt for ægteskabets bånd. Sådan i sin almin-
delighed, fru Hedda.

Hedda
(spøgende).

Å, jeg har såmæn aldrig gjort mig forhåb-
ninger med hensyn til Dem.

Brack.

Alt, hvad jeg begærer, det er at ha’ en god,
fortrolig omgangskreds, hvor jeg kan være til
tjeneste med råd og dåd og får lov til at gå ud
og ind som – som en prøvet ven –

Hedda.

Af manden i huset, mener De?

Brack
(bøjer sig).

Oprigtig talt, – helst af fruen. Men der-
næst også af manden, forstår sig. Véd De hvad,
– et sådant – lad mig sige, et sådant tre-
kantet forhold, – det er i grunden en stor
behagelighed for alle parter.

s. 89

Hedda.

Ja, jeg har mangen god gang savnet en
tredjemand på rejsen. Uh, – det, at sidde på
tomandshånd i kupéen –!

Brack.

Heldigvis er nu bryllupsrejsen overstået –

Hedda
(ryster på hovedet ).

Rejsen tør bli’ lang, – lang endnu. Jeg
er bare kommen til et stoppested undervejs.

Brack.

Nå, så hopper man ud. Og moverer sig en
smule, fru Hedda.

Hedda.

Jeg hopper aldrig ud.

Brack.

Virkelig ikke?

Hedda.

Nej. For der er altid nogen tilstede, som –

Brack
(leende).

– som ser på ens ben, mener De?

s. 90

Hedda.

Ja netop.

Brack.

Nå, men, herre gud –

Hedda
(med en afværgende håndbevægelse).

Holder ikke af det. – Da blir jeg heller
siddende, – hvor jeg nu engang er. På tomands-
hånd.

Brack.

Nå, men så stiger der en tredjemand ind
til parret da.

Hedda.

Ja sé , – det er noget ganske andet!

Brack.

En prøvet, forstående ven –

Hedda.

– underholdende på alskens livlige om-
råder –

Brack.

– og slet ikke spor af fagmenneske!

Hedda
(med et hørligt åndedrag).

Ja, det er jo rigtignok en lettelse.

s. 91

Brack
(hører indgangsdøren åbnes og skotter hen).

Trekanten sluttet.

Hedda
(halvhøjt).

Og så kører toget videre.

(Jørgen Tesman, i grå spadsérdragt og med blød filthat, kommer
ind fra forstuen. Han har en hel del uindbundne bøger under
armen og i lommerne.)

Tesman
(går op til bordet ved hjørnesofaen).

Puh, – det var sandelig hedt at slæbe på,
– alt dette her. (lægger bøgerne fra sig.) Jeg forme-
lig sveder, Hedda. Nej se, se, – er De alt
kommen, kære assessor? Hvad? Det sa’ ikke
Berte noget om.

Brack
(rejser sig).

Jeg gik op igennem haven.

Hedda.

Hvad er det for bøger, du kommer med?

Tesman
(står og blader i dem).

Det er nogen nye fagskrifter, som jeg nød-
vendigvis måtte ha’.

s. 92

Hedda.

Fagskrifter?

Brack.

Aha, det er fagskrifter, fru Tesman.

(Brack og Hedda veksler et forstående smil.)

Hedda.

Behøver du endnu flere fagskrifter?

Tesman.

Ja, kære Hedda, dem kan man aldrig få
for mange af. Man må jo følge med, hvad der
skrives og trykkes.

Hedda.

Ja, man må vel det.

Tesman
(roder om mellem bøgerne).

Og sé her, – her har jeg fåt fat på Ejlert
Løvborgs nye bog også. (rækker den frem.) Har du
kanské lyst til at sé i den, Hedda? Hvad?

Hedda.

Nej mange tak. Eller – jo, kanské senere.

Tesman.

Jeg bladed lidt i den på vejen.

s. 93

Brack.

Nå, hvad synes så De – som fagmand?

Tesman.

Jeg synes, det er mærkeligt, hvor sindigt
den er holdt. Han skrev aldrig således før.
(samler bøgerne sammen.) Men nu vil jeg bære ind
alt dette her. Det skal bli’ en fryd at få skære
op –! Og så må jeg klæ’ mig lidt om. (til
Brack.) Ja, for vi behøver vel ikke at gå nu
straks? Hvad?

Brack.

Å bevares, – det haster ikke på længe
endnu.

Tesman.

Nå, så gir jeg mig tid da. (går med bøgerne,
men standser i døråbningen og vender sig.) Det er sandt,
Hedda, – tante Julle kommer ikke ud til dig
iaften.

Hedda.

Ikke det? Er det kanské den historie med
hatten, som er ivejen?

Tesman.

Å langt ifra. Hvor kan du tro sligt om
tante Julle? Tænk –! Men tante Rina er så
svært dårlig, sér du.

s. 94

Hedda.

Det er hun jo altid.

Tesman.

Ja, men idag var det nu så rent galt fat
med hende, stakker.

Hedda.

Nå, så er det jo så rimeligt, at den anden
blir hos hende da. Jeg får finde mig i det.

Tesman.

Og du kan ikke tænke dig, du, hvor sjæle-
glad tante Julle var alligevel, – fordi du var
ble’t så trivelig på rejsen!

Hedda
(halvhøjt, rejser sig).

Åh, – disse evige tanterne!

Tesman.

Hvad?

Hedda
(går hen til glasdøren).

Ingenting.

Tesman.

Ja-ja da.

( Han går gennem bagværelset ud til højre.)

s. 95

Brack.

Hvad var det for en hat, De talte om?

Hedda.

Å, det var noget med frøken Tesman imorges.
Hun havde lagt sin hat fra sig der på stolen.
( sér på ham og smiler.) Og så lod jeg, som om jeg
troede det var tjenestepigens.

Brack
(ryster på hovedet ).

Men, snille fru Hedda, hvor kunde De nu
gøre det! Imod den skikkelige gamle dame!

Hedda
(nervøs, går henover gulvet).

Ja, sér De, – sligt noget kommer over mig
ret som det er. Og så kan jeg ikke la’ det
være. (kaster sig ned i lænestolen ved ovnen.) Å, jeg véd
ikke selv, hvorledes jeg skal forklare det.

Brack
(bag lænestolen).

De er ikke egentlig lykkelig, – det er nok
sagen.

Hedda
(ser frem for sig).

Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg skulde være
– lykkelig. Eller kan De kanské sige mig det?

s. 96

Brack.

Ja, – blandt andet fordi De har fåt netop
det hjem, som De havde ønsket Dem.

Hedda
( sér op på ham og lér ).

Tror De også på den ønskehistorien?

Brack.

Er der da ikke noget i det?

Hedda.

Jo bevares, – noget er der.

Brack.

Nå?

Hedda.

Der er det i det, at jeg brugte Tesman til
at følge mig hjem fra aftenselskaber ifjor
sommer –

Brack.

Desværre, – jeg havde jo en ganske anden vej.

Hedda.

Det er sandt. De gik nok på andre veje
ifjor sommer.

s. 97

Brack
( lér ).

Skam Dem, fru Hedda! Nå, – men De og
Tesman altså –?

Hedda.

Ja, så kom vi her forbi en aften. Og Tes-
man, stakker, han vred og vendte på sig. For
han vidste ikke, hvad han skulde finde på at
snakke om. Så syntes jeg synd i det lærde
menneske –

Brack
(smiler tvilende).

Gjorde De? Hm –

Hedda.

Jo så tilforladelig gjorde jeg det. Og så –
for at hjælpe ham ud af vånden – så kom jeg,
rent letsindigt, til at sige, at her i denne villaen
skulde jeg ha’ lyst til at bo.

Brack.

Ikke andet end det?

Hedda.

Ikke den aften.

Brack.

Men bagefter altså?

s. 98

Hedda.

Ja. Min letsindighed havde følger, kære
assessor.

Brack.

Desværre, – det har vore letsindigheder kun
altfor ofte, fru Hedda.

Hedda.

Tak! Men i dette sværmeriet for statsrådinde
Falks villa var det altså, at Jørgen Tesman og
jeg mødtes i forståelse, sér De! Det drog efter
sig både forlovelse og giftermål og bryllupsrejse
og alt sammen. Ja, ja, assessor, – som man
reder så ligger man, – havde jeg nær sagt.

Brack.

Det er kosteligt! Og i grunden så brød De
Dem kanské sletikke en smule om dette her.

Hedda.

Nej, det véd gud jeg ikke gjorde.

Brack.

Ja, men nu da? Nu, da vi har fåt indrettet
det lidt hjemligt for Dem!

Hedda.

Uh, – jeg synes her lugter lavendler og

s. 99

saltede roser i alle værelserne. – Men den lugt
har kanské tante Julle ført med sig.

Brack
( lér ).

Nej, så tror jeg heller det er efter salig
statsrådinden.

Hedda.

Ja, noget afdød er der ved det. Det minder
om balblomster – dagen efter. (folder hænderne bag
om nakken, læner sig tilbage i stolen og sér på ham.) Å,
kære assessor, – De kan ikke forestille Dem,
hvor gyseligt jeg vil komme til at kede mig
herude.

Brack.

Skulde da ikke livet ha’ en eller anden op-
gave at byde på for Dem også, fru Hedda?

Hedda.

En opgave, – som der kunde være noget
lokkende ved?

Brack.

Helst det, naturligvis.

Hedda.

Gud véd, hvad det skulde være for en op-

s. 100

gave. Mangen gang tænker jeg på – (afbrydende.)
Men det går visst ikke, det, heller.

Brack.

Hvem véd? Lad mig bare høre.

Hedda.

Om jeg nu kunde få Tesman til at slå sig
på politik, mener jeg.

Brack
( lér ).

Tesman! Nej, véd De hvad, – sligt noget
som politik, det ligger da slet – aldeles ikke
for ham.

Hedda.

Nej, det tror jeg gerne. – Men om jeg nu
kunde få ham til det alligevel?

Brack.

Ja, – hvad tilfredsstillelse vilde der være
for Dem i det? Når han nu ikke duer. Hvorfor
vil De så ha’ ham til det?

Hedda.

Fordi jeg keder mig, hører De! (lidt efter.)
Tror De altså, det vilde være så rent umuligt,
at Tesman kunde bli’ statsminister?

s. 101

Brack.

Hm, – sér De, kære fru Hedda, – for at
bli’ det måtte han nu for det første være en
temmelig rig mand.

Hedda
(rejser sig utålmodig).

Ja, der har vi det! Det er disse tarvelige
vilkår, jeg er kommet ind i –! (går henover gulvet.)
Det er dem, som gør livet så ynkeligt! Så rent
ud latterligt! – For så er det.

Brack.

Jeg tror nu, at skylden ligger andetsteds.

Hedda.

Hvor da?

Brack.

De har aldrig fåt leve noget rigtig vækkende
igennem.

Hedda.

Noget alvorligt, mener De?

Brack.

Ja, man kan jo gerne kalde det så også.
Men nu tør det kanské komme.

Hedda
(kaster på nakken).

Å, De tænker på vederværdighederne med

s. 102

denne stakkers professorposten! Men det får
bli’ Tesmans egen sag. Det spilder jeg såmæn
ikke en tanke på.

Brack.

Nej-nej, lad så være med det. Men når
der nu blir stillet, – hvad man – sådan i
den højere stil – kalder alvorsfulde og – og
ansvarsfulde krav til Dem? (smiler.) Nye krav,
lille fru Hedda.

Hedda
(vred).

Ti stille! Aldrig får De opleve noget af
den slags!

Brack
(varsomt).

Vi skal tales ved om et årstid – i det
aller længste.

Hedda
(kort).

Jeg har ikke anlæg til sligt noget, herr
assessor. Ikke noget med krav til mig!

Brack.

Skulde ikke De, ligesom de fleste andre
kvinder, ha’ anlæg for et kald, som –?

s. 103

Hedda
(henne ved glasdøren).

Å, ti stille, siger jeg! – Mangen gang
synes jeg, at jeg bare har anlæg til en eneste
ting i verden.

Brack
(går nærmere).

Og hvad er så det, om jeg tør spørge?

Hedda
(står og sér ud).

Til at kede livet af mig. Nu véd De det.
(vender sig, ser mod bagværelset og lér .) Ja, ganske rigtig!
Der har vi professoren.

Brack
(sagte, advarende).

Nå, nå, nå, fru Hedda!

(Jørgen Tesman, selskabsklædt, med handsker og hat i hånden,
kommer fra højre side gennem bagværelset.)

Tesman.

Hedda, – er der ikke kommet afbud fra
Ejlert Løvborg? Hvad?

Hedda.

Nej.

Tesman.

Nå, så skal du sé , vi har ham såmæn
om lidt.

s. 104

Brack.

Tror De virkelig, at han kommer?

Tesman.

Ja, det er jeg næsten viss på. For det er
nok bare løse rygter, det, som De fortalte i for-
middags.

Brack.

Så?

Tesman.

Ja, i det mindste sa’ da tante Julle, at hun
trode aldrig i verden, han vilde gå i vejen for
mig herefterdags. Tænk det!

Brack.

Nå, så er jo alting godt og vel.

Tesman
(sætter hatten med handskerne i på en stol til højre).

Ja, men jeg må virkelig få lov til at vente
på ham i det længste.

Brack.

Det har vi så rundelig tid til. Der kommer
ingen til mig før klokken syv – halv otte.

Tesman.

Nå, så kan vi jo holde Hedda med selskab
sålænge. Og sé tiden an. Hvad?

s. 105

Hedda
(bærer Bracks overfrakke og hat hen på hjørnesofaen).

Og i værste fald så kan jo herr Løvborg
slå sig ned her hos mig.

Brack
(vil selv tage sagerne).

Å jeg be’r, frue! – Hvad mener De med
værste fald?

Hedda.

Hvis han ikke vil gå med Dem og Tesman.

Tesman
( sér tvilrådig på hende).

Men, kære Hedda, – tror du, det går an,
at han blir her hos dig? Hvad? Husk på, at
tante Julle kan ikke komme.

Hedda.

Nej, men fru Elvsted kommer. Og så drikker
vi tre en kop té sammen.

Tesman.

Ja, sé da går det an!

Brack
(smiler).

Og det turde kanske også være det sundeste
for ham.

s. 106

Hedda.

Hvorfor det?

Brack.

Herre gud , frue, De har da tidt nok skoset
over mine små ungkarlsgilder. De skulde ikke
egne sig for andre end rigtig principfaste mand-
folk, mente De.

Hedda.

Men herr Løvborg er da vel principfast
nok nu. En omvendt synder –

(Berte kommer i forstuedøren.)

Berte.

Frue, der er en herre, som gerne vil ind –

Hedda.

Ja, lad ham komme.

Tesman
(sagte).

Jeg er viss på, det er ham! Tænk det!

(Ejlert Løvborg kommer ind fra forstuen. Han er slank og
mager; jævnaldrende med Tesman men ser ældre og noget ud-
levet ud. Hår og skæg er sortbrunt, ansigtet langagtigt, blegt,
kun med et par rødlige pletter på kindbenene. Han er klædt i
elegant, sort, ganske ny visitdragt. Mørke handsker og cylinder-
hat i hånden. Han blir stående i nærheden af døren og bukker
hastigt. Synes noget forlegen.)

s. 107

Tesman
(hen til ham og ryster hans hånd).

Nej, kære Ejlert, – så skal vi da endelig
en gang mødes igen!

Ejlert Løvborg
(taler med tyst stemme).

Tak for brevet, du! (nærmer sig Hedda) Tør
jeg række en hånd til Dem også, fru Tesman?

Hedda
(tager imod hans hånd).

Velkommen, herr Løvborg. (med en hånd-
bevægelse.) Jeg véd ikke, om de to herrer –?

Løvborg
(bøjer sig let).

Assessor Brack, tror jeg.

Brack
(ligeså).

Bevares. For en del år siden –

Tesman
(til Løvborg, med hænderne på hans skuldre).

Og nu skal du lade akkurat som om du
var hjemme, Ejlert! Ikke sandt, Hedda? –
For du vil jo slå dig ned her i byen igen, hører
jeg? Hvad?

Løvborg.

Jeg vil det.

s. 108

Tesman.

Nå, det er jo så rimeligt. Hør, du, – jeg
har fåt fat på din nye bog. Men jeg har
sandelig ikke fåt tid til at læse den endnu.

Løvborg.

Det kan du også godt spare dig for.

Tesman.

Hvorfor det, mener du?

Løvborg.

For der er ikke noget videre ved den.

Tesman.

Nej tænk – at du siger det!

Brack.

Men den blir da så svært rost, hører jeg.

Løvborg.

Det var netop det, jeg vilde. Og så skrev
jeg bogen, så at alle kunde være med på den.

Brack.

Meget fornuftigt.

Tesman.

Ja men, kære Ejlert –!

s. 109

Løvborg.

For nu vil jeg prøve på at bygge mig op
en stilling igen. Begynde forfra.

Tesman
(lidt forlegen).

Ja, du vil vel kanske det? Hvad?

Løvborg
(smiler, sætter hatten fra sig og trækker en pakke i papiromslag
op af frakkelommen).

Men når dette her kommer, – Jørgen
Tesman – så skal du læse det. For det er
først det rigtige. Det, som jeg selv er i.

Tesman.

Ja så? Og hvad er da det for noget?

Løvborg.

Det er fortsættelsen.

Tesman.

Fortsættelsen? Af hvad?

Løvborg.

Af bogen.

Tesman.

Af den nye?

Løvborg.

Forstår sig.

s. 110

Tesman.

Ja men, kære Ejlert, – den går jo lige til
vore dage!

Løvborg.

Den gør det. Og dette her handler om
fremtiden.

Tesman.

Om fremtiden! Men, herre gud , den véd
vi jo slet ingen ting om!

Løvborg.

Nej. Men der er et og andet at sige
om den alligevel. (åbner pakken.) Her skal du
se –

Tesman.

Det er jo ikke din håndskrift.

Løvborg.

Jeg har dikteret. (blader i papirerne.) Det er
delt i to afsnit. Det første er om fremtidens
kulturmagter. Og dette her andet – (blader
længere frem.) – det er om fremtidens kulturgang.

Tesman.

Mærkværdigt! Sligt noget kunde det aldrig
falde mig ind at skrive om.

s. 111

Hedda
(ved glasdøren, trommer på ruden).

Hm –. Nej-nej.

Løvborg
(stikker papirerne ind i omslaget og lægger pakken på bordet).

Jeg tog det med, fordi jeg tænkte at læse
lidt op for dig iaften.

Tesman.

Ja, det var jo svært snilt af dig, du. Men
iaften –? (ser hen til Brack.) Jeg véd ikke rigtig,
hvorledes det skal kunne ordnes –

Løvborg.

Nå, så en anden gang altså. Det haster
jo ikke.

Brack.

Jeg skal si’ Dem, herr Løvborg, – der er
en liden tilstelning hos mig iaften. Nærmest
for Tesman, forstår De –

Løvborg
(ser efter sin hat).

Ah, – så vil jeg ikke længer –

Brack.

Nej, hør nu her. Kunde så ikke De gøre
mig den fornøjelse at følge med?

s. 112

Løvborg
(kort og bestemt).

Nej, det kan jeg ikke. Jeg takker Dem så
meget.

Brack.

Å hvad! Gør nu det. Vi blir en liden
udvalgt kreds. Og De kan tro, vi skal få det
«livligt», som fru Hed–, som fru Tesman siger.

Løvborg.

Det tviler jeg ikke på. Men alligevel –

Brack.

Så kunde De ta’ Deres manuskript med og
læse op for Tesman der hos mig. For jeg har
værelser nok.

Tesman.

Ja tænk, Ejlert, – det kunde du jo gøre!
Hvad?

Hedda
(går imellem).

Men, kære, når nu herr Løvborg slet ikke
vil! Jeg er viss på, at herr Løvborg har meget
mere lyst til at slå sig ned her og spise til aftens
med mig.

Løvborg
(ser hen på hende).

Med Dem, frue!

s. 113

Hedda.

Og så med fru Elvsted.

Løvborg.

Ah – (henkastende.) Hende traf jeg så flygtig
i middags.

Hedda.

Gjorde De det? Ja, hun kommer herud.
Og derfor så er det næsten nødvendigt, at De
blir, herr Løvborg. For ellers har hun ikke
nogen til at følge sig hjem.

Løvborg.

Det er sandt. Ja, mange tak, frue, – så
blir jeg her.

Hedda.

Så vil jeg bare gi’ pigen en liden besked –

( Hun går hen til forstuedøren og ringer. Berte kommer inden-
for. Hedda taler sagte med hende og peger mod bagværelset.
Berte nikker og går ud igen.)

Tesman
(samtidigt til Ejlert Løvborg).

Hør, du, Ejlert, – er det dette nye emne,
– dette her om fremtiden, – som du vil holde
foredrag over?

Løvborg.

Ja.

s. 114

Tesman.

For jeg hørte inde hos boghandleren, at du
vil holde en række foredrag her i høst.

Løvborg.

Jeg vil det. Du må ikke fortænke mig i
det, Tesman.

Tesman.

Nej, gud bevar’s vel! Men –?

Løvborg.

Jeg kan jo godt forstå, at det må komme
dig så temmelig påtvers.

Tesman
(forknyt).

Å, for min skyld kan jeg jo ikke forlange,
at du –

Løvborg.

Men jeg venter til du har fåt din udnæv-
nelse.

Tesman.

Venter du! Ja men, – ja men, – vil du
da ikke konkurrere? Hvad?

Løvborg.

Nej. Jeg vil bare sejre over dig. I folks
mening.

s. 115

Tesman.

Men, herre gud , – så fik jo tante Julle
ret alligevel! Å ja, – det var nok det, jeg
vidste! Hedda! Tænk, du, – Ejlert Løvborg
vil sletikke gå os ivejen!

Hedda
(kort).

Os? Hold dog mig udenfor.

( Hun går op mod bagværelset, hvor Berte står og sætter et bræt
med karafler og glasse på bordet. Hedda nikker bifaldende og
kommer fremover igen. Berte går ud.)

Tesman
(samtidigt).

Men De da, assessor Brack, – hvad siger
så De til dette her? Hvad?

Brack.

Nå, jeg siger, at ære og sejr – hm, – det
kan jo være overmåde skønne sager –

Tesman.

Ja-visst kan det så. Men alligevel –

Hedda
(ser på Tesman med et koldt smil).

Jeg synes du står og ser ud som du var
lynslåt.

s. 116

Tesman.

Ja, – så omtrent, – tror jeg næsten –

Brack.

Det var jo også et tordenvejr, som trak over
os, frue.

Hedda
(peger mod bagværelset).

Vil ikke herrerne så gå ind og ta’ et glas
kold punsch?

Brack
(ser på sit uhr).

På faldrebet? Jo, det kunde ikke være
så galt.

Tesman.

Udmærket, Hedda! Ganske udmærket! I
sådan en let stemning, som jeg nu befinder
mig i –

Hedda.

Vær så god, De også, herr Løvborg.

Løvborg
(afværgende).

Nej, mange tak. Ikke for mig.

Brack.

Men, herre gud , – kold punsch er da ikke
nogen gift, véd jeg.

s. 117

Løvborg.

Kanske ikke for alle.

Hedda.

Jeg skal nok holde herr Løvborg med sel-
skab så længe.

Tesman.

Ja-ja, kære Hedda, gør så det da.

( Han og Brack går ind i bagværelset, sætter sig, drikker punsch,
røger cigaretter og taler oprømt sammen under det følgende.
Ejlert Løvborg blir stående ved ovnen. Hedda går til skrive-
bordet.)

Hedda
(med noget hævet stemme).

Nu skal jeg vise Dem nogen fotografier,
hvis De har lyst. For Tesman og jeg – vi
gjorde en trip gennem Tyrol på hjemrejsen.

( Hun kommer med et album, som hun lægger på bordet ved
sofaen, og sætter sig i dennes øverste hjørne. Ejlert Løvborg
går nærmere, standser og ser på hende. Derpå tager han en
stol og sætter sig ved hendes venstre side med ryggen mod bag-
værelset.)

Hedda
(slår albumet op).

Ser De dette fjeldpartiet her, herr Løvborg?
Det er Ortlergruppen. Tesman har skrevet det
nedenunder. Her står det: Ortlergruppen ved
Meran.

s. 118

Løvborg
(som ufravendt har set på hende, siger sagte og langsomt):

Hedda – Gabler!

Hedda
(skotter hastigt hen til ham).

Nå! Hys!

Løvborg
(gentager sagte):

Hedda Gabler!

Hedda
(ser i albumet).

Ja, så hed jeg før i tiden. Dengang – da
vi to kendte hinanden.

Løvborg.

Og herefter, – og for hele livet, – så må
jeg altså vænne mig af med at sige Hedda
Gabler.

Hedda
(blader fremdeles).

Ja, De får det. Og jeg synes, De skulde
øve Dem på det itide. Jo før jo heller, synes jeg.

Løvborg
(med harmfyldt stemme).

Hedda Gabler gift? Og det med – Jørgen
Tesman!

s. 119

Hedda.

Ja, – så går det.

Løvborg.

Å Hedda, Hedda, – hvor kunde du dog
kaste dig slig væk!

Hedda
(ser hvasst til ham).

Nå? Ikke dette her!

Løvborg.

Hvilket, mener du?

(Tesman kommer ind og går hen imod sofaen.)

Hedda
(hører ham komme og siger ligegyldigt).

Og dette her, herr Løvborg, det er nede fra
Ampezzodalen. Se bare de fjeldspidserne der.
(ser venligt op på Tesman.) Hvad er det nu disse
underlige fjeldspidserne kaldes, du?

Tesman.

Lad mig sé . Å, det er dolomiterne, det.

Hedda.

Rigtig, ja! – det er dolomiterne, herr Løv-
borg.

s. 120

Tesman.

Du, Hedda, – jeg vilde bare spørge, om
vi ikke skulde sætte ind lidt punsch alligevel?
Til dig i alle fald. Hvad?

Hedda.

Jo tak skal du ha’. Og et par kager
kanské .

Tesman.

Ingen cigaretter?

Hedda.

Nej.

Tesman.

Godt.

( Han går ind i bagværelset og bort til højre side. Brack sidder
derinde og holder af og til øje med Hedda og Løvborg.)

Løvborg
(dæmpet, som før).

Svar mig så, Hedda, – hvor kunde du gå
hen og gøre dette her?

Hedda
(tilsyneladende fordybet i albumet).

Blir De ved at sige du til mig, så vil jeg
ikke tale med Dem.

s. 121

Løvborg.

Må jeg ikke sige du, når vi er alene heller?

Hedda.

Nej. De kan få lov til at tænke det. Men
De må ikke sige det.

Løvborg.

Ah, jeg forstår. Det støder Deres kærlighed
– til Jørgen Tesman.

Hedda
(skotter hen til ham og smiler).

Kærlighed? Nej, nu er De god!

Løvborg.

Ikke kærlighed altså!

Hedda.

Ikke nogen slags utroskab alligevel! Sligt
vil jeg ikke vide af.

Løvborg.

Hedda, – svar mig bare på den ene ting –

Hedda.

Hys!

Tesman, med et serveringsbræt, kommer fra bagværelset.)

s. 122

Tesman.

Se så! Her kommer de gode sager.

( Han sætter brættet på bordet.)

Hedda.

Hvorfor går du selv og serverer?

Tesman
(skænker i glassene).

Jo, for jeg synes det er så svært morsomt
at opvarte dig, Hedda.

Hedda.

Men nu har du jo skænket i begge. Og
herr Løvborg vil jo ikke ha’ –

Tesman.

Nej, men fru Elvsted kommer vel snart.

Hedda.

Ja, det er sandt, – fru Elvsted –

Tesman.

Havde du glemt hende? Hvad?

Hedda.

Vi sidder så fordybet i dette her. (viser ham
et billede.) Husker du den lille landsbyen?

s. 123

Tesman.

Å, det er den nedenfor Brennerpasset! Det
var der, vi blev liggende natten over –

Hedda.

– og traf alle de livlige sommergæsterne.

Tesman.

Ja-visst var det der. Tænk – om vi
kunde havt dig med os, Ejlert! Nå!

( Han går ind igen og sætter sig hos Brack.)

Løvborg.

Svar mig bare på dette ene, Hedda –

Hedda.

Nå?

Løvborg.

Var der ikke kærlighed i forholdet til mig
heller? Ikke et stænk, – ikke et skær af
kærlighed over det heller ?

Hedda.

Ja mon der egentlig var det? For mig
står det, som om vi var to gode kammerater.
To rigtig fortrolige venner. (smiler.) De især var
svært åbenhjertig.

s. 124

Løvborg.

Det var Dem, som vilde ha’ det så.

Hedda.

Når jeg tænker tilbage på det, så var der
dog noget skønt, noget lokkende, – noget
modigt synes jeg der var over – over denne
løndomsfulde fortrolighed – dette kammeratskab,
som ikke noget levende menneske havde anelse om.

Løvborg.

Ja, ikke sandt, Hedda! Var der ikke det?
– Når jeg kom op til Deres far sådan om efter-
middagen –. Og generalen sad borte ved vin-
duet og læste aviserne, – med ryggen imod –

Hedda.

Og vi to i hjørnesofaen –

Løvborg.

Altid med det samme illustrerte blad foran
os –

Hedda.

I mangel af et album, ja.

Løvborg.

Ja, Hedda, – og når jeg så skrifted for
Dem –! Fortalte Dem om mig selv, hvad

s. 125

ingen af de andre vidste dengang. Sad der og
tilstod, at jeg havde været ude og raset hele
dage og nætter. Raset døgn efter døgn. Å,
Hedda, – hvad var det dog for en magt i
Dem, som tvang mig til at bekende sligt noget?

Hedda.

Tror De, det var en magt i mig?

Løvborg.

Ja, hvorledes skal jeg ellers forklare mig
det? Og alle disse – disse omsvøbsfulde spørgs-
mål, som De gjorde mig –

Hedda.

Og som De så inderlig godt forstod –

Løvborg.

At De kunde sidde og spørge således! Ganske
frejdigt!

Hedda.

Omsvøbsfuldt, må jeg be’.

Løvborg.

Ja, men frejdigt alligevel. Spørge mig ud
om – om alt sligt noget!

Hedda.

Og at De kunde svare, herr Løvborg.

s. 126

Løvborg.

Ja, det er jo netop det, jeg ikke begriber
– nu bagefter. Men sig mig så, Hedda, –
var der ikke kærlighed på bunden af forholdet?
Var det ikke fra Deres side, som om De vilde
ligesom tvætte mig ren, – når jeg tyed til Dem
i bekendelse? Var det ikke så?

Hedda.

Nej, ikke ganske.

Løvborg.

Hvad drev Dem da?

Hedda.

Finder De det så rent uforklarligt, om en
ung pige, – når det kan ské sådan – i
løndom –

Løvborg.

Nå?

Hedda.

At en da gerne vil kikke lidt ind i en
verden, som –

Løvborg.

Som –?

Hedda.

– som en ikke har lov til at vide besked om?

s. 127

Løvborg.

Det altså var det?

Hedda.

Det også. Det også, – tror jeg næsten.

Løvborg.

Kammeratskab i livsbegæret. Men hvorfor
kunde så ikke det ialfald ble’t ved?

Hedda.

Det er De selv skyld i.

Løvborg.

Det var Dem, som brød.

Hedda.

Ja, da der var overhængende fare for, at
der vilde komme virkelighed ind i forholdet.
Skam Dem, Ejlert Løvborg, hvor kunde De ville
forgribe Dem på – på Deres frejdige kammerat!

Løvborg
(knuger hænderne).

Å, hvorfor gjorde De ikke alvor af det!
Hvorfor skød De mig ikke ned, som De trued med!

Hedda.

Så ræd er jeg for skandalen.

s. 128

Løvborg.

Ja, Hedda, De er fejg i grunden.

Hedda.

Forfærdelig fejg. (slår om.) Men det var jo
heldigt for Dem. Og nu har De jo trøstet Dem
så dejligt oppe hos Elvsteds.

Løvborg.

Jeg véd, hvad Thea har betrod Dem.

Hedda.

Og De har kanské betrod hende noget om
os to?

Løvborg.

Ikke et ord. Sligt noget er hun for dum
til at forstå.

Hedda.

Dum?

Løvborg.

I den slags ting er hun dum.

Hedda.

Og jeg er fejg. (bøjer sig nærmere hen til ham, uden
at se ham i øjnene, og siger sagtere:) Men nu vil jeg
betro Dem noget.

s. 129

Løvborg
(spændt).

Nå?

Hedda.

Det, at jeg ikke turde skyde Dem ned –

Løvborg.

Ja?!

Hedda.

– det var ikke min argeste fejghed –
den aften.

Løvborg
(ser et øjeblik på hende, begriber, og hvisker lidenskabeligt).

Å, Hedda! Hedda Gabler! Nu skimter jeg
en dulgt grund under kammeratskabet! Du og
jeg –! Det var dog livskravet i dig –

Hedda
(sagte, med et hvasst øjekast).

Vogt Dem! Tro ikke sligt noget!

(Det er begyndt at mørkne. Forstuedøren åbnes udefra af Berte.)

Hedda
(klapper albumet sammen og råber smilende):

Nå endelig! Kæreste Thea, – så kom
dog ind!

(Fru Elvsted kommer fra forstuen. Hun er selskabsklædt.
Døren lukkes efter hende.)

s. 130

Hedda
(i sofaen, strækker armene imod hende).

Søde Thea, – du kan ikke tænke dig, hvor
jeg har ventet på dig!

(Fru Elvsted veksler i forbigående en let hilsen med herrerne i
bagværelset, går så hen til bordet og rækker Hedda hånden.
Ejlert Løvborg har rejst sig. Han og fru Elvsted hilser hin-
anden med et stumt nik.)

Fru Elvsted.

Jeg skulde kanské gå ind og tale lidt med
din mand?

Hedda.

Å langtfra. La’ de to sidde. De går snart
sin vej.

Fru Elvsted.

Går de?

Hedda.

Ja, de skal ud i et svirelag.

Fru Elvsted
(hurtigt, til Løvborg).

Ikke De vel?

Løvborg.

Nej.

Hedda.

Herr Løvborg – han blir her hos os.

s. 131

Fru Elvsted
(tager en stol og vil sætte sig ved siden af ham).

Å, hvor her er godt at være!

Hedda.

Nej tak, min lille Thea! Ikke der! Du
kommer pent her over til mig. Jeg vil være
midt imellem.

Fru Elvsted.

Ja, ganske som du vil ha’ det.

( Hun går omkring bordet og sætter sig i sofaen på højre side
af Hedda. Løvborg sætter sig på stolen igen.)

Løvborg
(efter et kort ophold, til Hedda).

Er hun ikke dejlig at sidde og sé på?

Hedda
(stryger hende let over håret).

Bare til at sé på?

Løvborg.

Ja. For vi to, – hun og jeg, – vi er to
rigtige kammerater. Vi tror ubetinget på hin-
anden. Og så kan vi sidde og tale så frejdigt
sammen –

Hedda.

Uden omsvøb, herr Løvborg?

s. 132

Løvborg.

Nå –

Fru Elvsted
(sagte, klynger sig til Hedda).

Å, hvor jeg er lykkelig, Hedda! For, –
tænk, – så siger han, at jeg har beåndet ham
også.

Hedda
(ser på hende med et smil).

Nej, siger han det, du?

Løvborg.

Og så det handlingens mod, som hun har,
fru Tesman!

Fru Elvsted.

Å gud , – jeg mod!

Løvborg.

Umådeligt – når det gælder kammeraten.

Hedda.

Ja, mod, – ja! Den, som bare havde det.

Løvborg.

Hvad så, mener De?

Hedda.

Da kunde en kanske endda leve livet. (slår
pludselig om.) Men nu, min kæreste Thea, – nu

s. 133

skal du såmæn drikke dig et godt glas kold
punsch.

Fru Elvsted.

Nej tak, – jeg drikker aldrig sådant.

Hedda.

Nå, så De da, herr Løvborg.

Løvborg.

Tak, ikke jeg heller.

Fru Elvsted.

Nej, ikke han heller!

Hedda
(ser fast på ham).

Men når nu jeg vil det?

Løvborg.

Hjælper ikke.

Hedda
( lér ).

Har jeg altså slet ingen magt over Dem,
jeg stakker?

Løvborg.

Ikke på det område.

s. 134

Hedda.

Alvorlig talt, så synes jeg dog, De skulde
gøre det alligevel. For Deres egen skyld.

Fru Elvsted.

Nej men, Hedda –!

Løvborg.

Hvorledes det?

Hedda.

Eller for folks skyld, rettere sagt.

Løvborg.

Så?

Hedda.

Folk kunde jo ellers let falde på den tro,
at De ikke – sådan i grunden – følte Dem
rigtig frejdig, – rigtig tryg på Dem selv.

Fru Elvsted
(sagte).

Å nej da, Hedda –!

Løvborg.

Folk kan få lov til at tro, hvad de vil, –
indtil videre.

Fru Elvsted
(glad).

Ja, ikke sandt!

s. 135

Hedda.

Jeg så det så tydeligt på assessor Brack nu
for nylig.

Løvborg.

Hvad så De?

Hedda.

Han smilte så hånligt, da De ikke turde
gå med derind til bordet.

Løvborg.

Turde jeg ikke! Jeg vilde naturligvis heller
bli’ her og tale med Dem.

Fru Elvsted.

Det var jo så rimeligt, Hedda!

Hedda.

Men det kunde vel ikke assessoren ane.
Og jeg så også, at han drog på smilet og skotted
til Tesman, da De ikke turde gå med til dette
stakkers lille gildet heller.

Løvborg.

Turde! Siger De, at jeg ikke turde?

Hedda.

Ikke jeg. Men således forstod assessor
Brack det.

s. 136

Løvborg.

Lad ham bare det.

Hedda.

De går altså ikke med?

Løvborg.

Jeg blir her hos Dem og Thea.

Fru Elvsted.

Ja, Hedda, – det kan du da vel tænke dig!

Hedda
(smiler og nikker bifaldende til Løvborg).

Altså rigtig grundmuret. Principfast for alle
tider. Sé , det er som en mand skal være!
(vender sig til fru Elvsted og klapper hende.) Nå, var det
ikke det, jeg sa’, da du kom så rent forstyrret
her ind imorges –

Løvborg
(studsende).

Forstyrret!

Fru Elvsted
(i skræk).

Hedda, – Hedda da –!

Hedda.

Ser du nu bare selv! Det er jo slet ikke
nødvendigt, at du går her i denne dødelige angst

s. 137

– (afbrydende). Så! Nu kan vi alle tre være
livlige!

Løvborg
(er faret sammen).

Ah, – hvad er dette her for noget, fru
Tesman!

Fru Elvsted.

Å gud , å gud , Hedda! Hvad er det du
siger! Hvad er det du gør!

Hedda.

Vær bare stille! Den ækle assessoren sidder
og holder øje med dig.

Løvborg.

I dødsangst altså. For min skyld.

Fru Elvsted
(sagte, jamrende).

Å Hedda, – nu har du da gjort mig så
rent ulykkelig!

Løvborg
(ser en stund ufravendt på hende. Hans ansigt er fortrukket).

Det var altså kammeratens frejdige tro
på mig.

Fru Elvsted
(bønligt).

Å kæreste ven, – du må da først høre –!

s. 138

Løvborg
(tager det ene fyldte punschglas, løfter det og siger sagte med
hæs stemme):

Din skål, Thea!

( Han tømmer glasset, sætter det fra sig og tager det andet.)

Fru Elvsted
(sagte).

Å Hedda, Hedda, – at du kunde ville
dette her!

Hedda.

Ville! Jeg? Er du gal?

Løvborg.

Og en skål for Dem også, fru Tesman. Tak
for sandheden. Den leve!

( Han drikker ud og vil fylde glasset påny.)

Hedda
(lægger hånden på hans arm).

Så, så, – ikke mere for øjeblikket. Husk
på, De skal til gilde.

Fru Elvsted.

Nej, nej, nej!

Hedda.

Hys! De sidder og ser på dig.

s. 139

Løvborg
(sætter glasset fra sig).

Du, Thea, – vær nu sandfærdig –

Fru Elvsted.

Ja!

Løvborg.

Vidste fogden besked om, at du rejste
efter mig?

Fru Elvsted
(vrider hænderne).

Å Hedda, – hører du, hvad han spør’ om!

Løvborg.

Var det en aftale mellem dig og ham, at
du skulde rejse til byen og passe på mig? Var
det kanske fogden selv, som fik dig til det?
Aha, du, – han havde sagtens brug for mig på
kontoret igen! Eller var det ved kortbordet,
han savned mig?

Fru Elvsted
(sagte, vånder sig).

Å Løvborg, Løvborg –!

Løvborg
(griber et glas og vil fylde det).

En skål for gamle fogden også!

s. 140

Hedda
(afværgende).

Ikke mere nu. Husk på, De skal ud og
læse op for Tesman.

Løvborg
(rolig, sætter glasset fra sig).

Det var dumt af mig, Thea, dette her. At
ta’ det på slig vis, mener jeg. Vær så ikke
vred på mig, du kære, kære kammerat. Du skal
få sé , – både du og de andre, – at var jeg
end engang falden, så –. Nu har jeg rejst mig
igen! Ved din hjælp, Thea.

Fru Elvsted
(glædestrålende).

Å gud ske lov –!

(Brack har imidlertid set på sit uhr. Han og Tesman står op
og kommer ind i salonen.)

Brack
(tager sin hat og overfrakke).

Ja, fru Tesman, nu er vor time slagen.

Hedda.

Den er vel det.

Løvborg
(rejser sig).

Min også, herr assessor.

s. 141

Fru Elvsted
(sagte og bønligt).

Å Løvborg, – gør det ikke!

Hedda
(kniber hende i armen).

De hører dig!

Fru Elvsted
(skriger svagt).

Au!

Løvborg
(til Brack).

De var så venlig at be’ mig med.

Brack.

Nå, kommer De så alligevel?

Løvborg.

Ja mange tak.

Brack.

Glæder mig særdeles –

Løvborg
(stikker papirpakken til sig og siger til Tesman):

For jeg vilde gerne vise dig et og andet,
før jeg gi’r det af.

Tesman.

Nej, tænk, – det skal bli’ morsomt! –

s. 142

Men, kære Hedda, hvorledes får du så fru Elv-
sted hjem? Hvad?

Hedda.

Å, det blir der altid råd for.

Løvborg
(ser hen mod damerne).

Fru Elvsted? Jeg kommer naturligvis igen
og henter hende. (nærmere.) Sådan omkring ti-
tiden, fru Tesman? Passer det?

Hedda.

Ja visst. Det passer udmærket.

Tesman.

Nå, så er jo alting godt og vel. Men mig
må du ikke vente så tidligt, Hedda.

Hedda.

Å kære, bli’ du så længe – så længe du
bare vil.

Fru Elvsted
(i dulgt angst).

Herr Løvborg, – jeg bier altså her, til De
kommer.

Løvborg
(med hatten i hånden).

Forstår sig, frue.

s. 143

Brack.

Og så går forlystelsestoget, mine herrer!
Jeg håber, vi skal få det livligt, som en viss
skøn frue siger.

Hedda.

Ak, kunde så sandt den skønne frue være
usynlig tilstede –!

Brack.

Hvorfor usynlig?

Hedda.

For at få høre lidt af Deres uforfalskede
livligheder, herr assessor.

Brack
( lér ).

Det vilde jeg dog ikke tilråde den skønne frue.

Tesman
( lér også).

Nej, nu er du rigtig god, Hedda! Tænk det!

Brack.

Nå, farvel, farvel, mine damer!

Løvborg
(bukker til afsked).

Omkring ti-tiden altså.

(Brack, Løvborg og Tesman går ud gennem forstuedøren. Sam
tidigt kommer Berte fra bagværelset med en tændt lampe, som
hun sætter på salonbordet, og går ud igen samme vej.)

s. 144

Fru Elvsted
(har rejst sig og driver urolig om på gulvet).

Hedda, – Hedda, – hvad skal dette her
bli’ til!

Hedda.

Klokken ti, – da kommer han altså. Jeg
ser ham for mig. Med vinløv i håret. Hed og
frejdig –

Fru Elvsted.

Ja, gid det var så vel.

Hedda.

Og da, ser du, – da har han fåt magten
over sig selv igen. Da er han en fri mand for
alle sine dage.

Fru Elvsted.

Å gud , ja, – dersom han bare vilde komme
således, som du ser ham.

Hedda.

Således og ikke anderledes kommer han!
(rejser sig og går nærmere.) Tvil du på ham så længe
du vil. Jeg tror på ham. Og nu skal vi
prøve –

Fru Elvsted.

Der stikker noget under med dig, Hedda!

s. 145

Hedda.

Ja, der gør. Jeg vil for en eneste gang i
mit liv ha’ magt over en menneskeskæbne.

Fru Elvsted.

Har du da ikke det?

Hedda.

Har det ikke – og har aldrig havt det.

Fru Elvsted.

Men over din mands da?

Hedda.

Jo, det var rigtignok møjen værd. Å, der-
som du kunde forstå, hvor fattig jeg er. Og du
skal ha’ lov til at være så rig! (slår armene liden-
skabeligt om hende.) Jeg tror, jeg svi’er håret af dig
alligevel.

Fru Elvsted.

Slip mig! Slip mig! Jeg er ræd for dig,
Hedda!

Berte
(i døråbningen).

Thebordet er dækket inde i spisestuen, frue.

Hedda.

Godt. Vi kommer.

s. 146

Fru Elvsted.

Nej, nej, nej! Jeg vil heller gå hjem alene!
Nu straks!

Hedda.

Snak! Først skal du få thevand, du lille
tossehode. Og så, – klokken ti, – så kommer
Ejlert Løvborg – med vinløv i håret.

( Hun drager fru Elvsted næsten med magt mod døråbningen.)

TREDJE AKT.

(Værelset hos Tesmans. Forhængene for døråbningen er
trukket sammen. Ligeså for glasdøren. Lampen, med en skærm
over, brænder halvt nedskruet på bordet. I ovnen, hvis dør
står åben, har der været ild, som nu næsten er udbrændt.)

(Fru Elvsted, indhyllet i et stort kastetørklæde og med
fødderne på en skammel, sidder tæt ved ovnen, tilbagesunken i
lænestolen. Hedda ligger påklædt sovende på sofaen med et
tæppe over sig.)

Fru Elvsted
(efter et ophold, retter sig hurtig i stolen og lytter spændt. Derpå
synker hun igen træt tilbage og jamrer sagte):

Endnu ikke! – Å gud , – å gud , – endnu
ikke!

(Berte kommer varsomt listende ind gennem forstuedøren. Hun
har et brev i hånden.)

Fru Elvsted
(vender sig og hvisker spændt):

Nå, – har her været nogen?

Berte
(sagte):

Ja, nu netop var her en pige med dette brevet.

10*

s. 148

Fru Elvsted
(hurtig, strækker hånden ud).

Et brev! Gi’ mig det!

Berte.

Nej, det er til doktoren, frue.

Fru Elvsted.

Ah så.

Berte.

Det var frøken Tesmans pige, som var her
med det. Jeg lægger det her på bordet.

Fru Elvsted.

Ja, gør det.

Berte
(lægger brevet fra sig).

Det er visst bedst jeg slukker lampen. For
den står og oser.

Fru Elvsted.

Ja, sluk De. Det blir vel snart lyst nu.

Berte
(slukker).

Det er alt lyst, frue.

Fru Elvsted.

Ja, lys dag! Og så endda ikke kommen
hjem –!

s. 149

Berte.

Å herre gud , – jeg tænkte nok, at det
vilde gå så.

Fru Elvsted.

Tænkte De det?

Berte.

Ja, da jeg så, at en viss mandsperson var
kommen til byen igen, så –. Og trak af med
dem. For den herren har en da hørt nok om
før i tiden.

Fru Elvsted.

Tal ikke så højt. De vækker fruen.

Berte
( sér mod sofaen og sukker).

Nej, gud , – la’ hende bare sove, stakker.
– Skal jeg ikke lægge lidt mere i ovnen?

Fru Elvsted.

Tak, ikke for mig.

Berte.

Ja-ja da.

( Hun går sagte ud gennem forstuedøren.)

Hedda
(vågner ved at døren lukkes og sér op).

Hvad er det –!

s. 150

Fru Elvsted.

Det var bare pigen –

Hedda
( sér sig om).

Ah herinde –! Ja, nu husker jeg jo –
(retter sig op, siddende på sofaen, strækker sig og gnider øjnene.)
Hvad er klokken, Thea?

Fru Elvsted
(ser på sit uhr).

Den er nu over syv.

Hedda.

Hvad tid kom Tesman.

Fru Elvsted.

Han er ikke kommet.

Hedda.

Ikke kommet hjem endnu?

Fru Elvsted
(rejser sig).

Her er slet ingen kommet.

Hedda.

Og vi, som sad her og våged og vented lige
til klokken fire –

s. 151

Fru Elvsted
(vrider hænderne).

Og slig som jeg vented på ham!

Hedda
(gisper og siger med hånden for munden):

Ak ja, – det kunde vi da ha’ sparet os for.

Fru Elvsted.

Fik du så sove lidt siden?

Hedda.

Å ja. Jeg tror, jeg fik sove nok så bra’.
Fik ikke du?

Fru Elvsted.

Ikke et øjeblik. Jeg kunde ikke, Hedda!
Det var mig så rent umuligt.

Hedda
(rejser sig og går hen imod hende).

Så, så, så! Det er da ikke noget at ængste
sig for. Jeg skønner så godt, hvorledes det
hænger sammen.

Fru Elvsted.

Ja, hvad tror du da? Kan du sige mig det!

Hedda.

Nå, det har naturligvis trukket gruelig længe
ud hos assessoren –

s. 152

Fru Elvsted.

Å gud , ja, – det har det visst. Men
alligevel –

Hedda.

Og så, sér du, så har ikke Tesman villet
komme hjem og gøre larm og ringe på midt om
natten. ( lér .) Kanské ikke gerne villet vise sig
heller – sådan lige ovenpå et lysteligt lag.

Fru Elvsted.

Men, kære, – hvor skulde han da være
gåt hen?

Hedda.

Han er naturligvis gåt op til tanterne og
har lagt sig til at sove der. De har jo hans
gamle værelse stående.

Fru Elvsted.

Nej, hos dem kan han ikke være. For nu
nylig kom der et brev til ham fra frøken Tes-
man. Der ligger det.

Hedda.

Så? ( sér på udskriften.) Ja, det er såmæn fra
tante Julle egenhændig. Nå, så er han altså ble’t
igen hos assessoren da. Og Ejlert Løvborg, han
sidder – med vinløv i håret, og læser op.

s. 153

Fru Elvsted.

Å Hedda, du går bare og snakker noget,
som du ikke selv tror på.

Hedda.

Du er virkelig et lidet fårehode, Thea.

Fru Elvsted.

Å ja, desværre, jeg er vel sagtens det.

Hedda.

Og så dødelig træt som du sér ud.

Fru Elvsted.

Ja, jeg er også dødelig træt.

Hedda.

Nå, derfor skal du gøre, som jeg siger. Du
skal gå ind i mit værelse og lægge dig lidt på
sengen.

Fru Elvsted.

Å nej, nej, – jeg får så ikke sove alligevel.

Hedda.

Jo visst gør du så.

Fru Elvsted.

Ja, men din mand må da snart komme
hjem nu. Og så må jeg straks få vide –

s. 154

Hedda.

Jeg skal nok sige dig til, når han kommer.

Fru Elvsted.

Ja, lover du mig det, Hedda?

Hedda.

Ja, det kan du stole på. Gå du bare ind
og sov sålænge.

Fru Elvsted.

Tak. Så vil jeg prøve på det da.

( Hun går ind gennem bagværelset.)

(Hedda går hen til glasdøren og trækker forhængene fra. Det
fulde dagslys falder ind i stuen. Derpå tager hun fra skrive-
bordet et lidet håndspejl, sér sig i det og ordner håret. Går så
hen til forstuedøren og trykker på klokkeknappen.)

(Berte kommer lidt efter i døren.)

Berte.

Er det noget, som fruen ønsker?

Hedda.

Ja, De får lægge mere i ovnen. Jeg går her
og fryser.

Berte.

Jøsses, – straks på timen skal her bli’
varmt.

( Hun rager Gløderne sammen og lægger et vedstykke ind.)

s. 155

Berte
(standser og lytter).

Nu ringte det på gadedøren, frue.

Hedda.

Så gå ud og luk op. Ovnen skal jeg selv
sørge for.

Berte.

Det kommer snart i brand.

( Hun går ud gennem forstuedøren.)

(Hedda knæler på fodskammelen og lægger flere vedstykker
ind i ovnen.)

(Jørgen Tesman kommer efter et kort ophold ind fra forstuen.
Han sér træt og noget alvorlig ud. Lister sig på tåspidserne
hen imod døråbningen og vil smutte ind mellem forhængene.)

Hedda
(ved ovnen, uden at sé op).

God morgen.

Tesman
(vender sig).

Hedda! (kommer nærmere.) Men i al verden,
– er du oppe så tidligt! Hvad?

Hedda.

Ja, jeg har været svært tidlig oppe idag.

Tesman.

Og jeg, som var så viss på, at du lå og sov
endnu! Tænk det, Hedda!

s. 156

Hedda.

Tal ikke så højt. Fru Elvsted ligger inde
hos mig.

Tesman.

Er fru Elvsted ble’t her inat!

Hedda.

Ja, her kom jo ingen for at hente hende.

Tesman.

Nej, der gjorde vel ikke det.

Hedda
(lukker ovnsdøren og rejser sig).

Nå, var det så morsomt hos assessoren?

Tesman.

Har du været ængstelig for mig? Hvad?

Hedda.

Nej, det kunde da aldrig falde mig ind.
Men jeg spurgte, om du havde havt det morsomt.

Tesman.

Ja såmæn. For en gangs skyld, så –.
Men mest i førstningen, synes nu jeg. For da
læste Ejlert op for mig. Vi kom jo over en time
for tidligt, – tænk det! Og Brack havde jo så
meget at ordne. Men så læste Ejlert.

s. 157

Hedda
(sætter sig på højre side af bordet).

Nå? Lad mig så få høre –

Tesman
(sætter sig på en taburet ved ovnen).

Nej, Hedda, du kan aldrig tro, hvad det
blir for et værk! Det er visst næsten noget af
det mærkeligste, som er skrevet. Tænk det!

Hedda.

Ja, ja, det bryr jeg mig ikke om –

Tesman.

Jeg vil tilstå en ting for dig, Hedda. Da
han havde læst, – så kom der noget stygt
over mig.

Hedda.

Noget stygt?

Tesman.

Jeg sad og misundte Ejlert, at han havde
kunnet skrive sådant noget. Tænk det, Hedda!

Hedda.

Ja, ja, jeg tænker jo!

Tesman.

Og så vide, at han, – med de evner, som

s. 158

han har, – desværre nok er rent uforbederlig
alligevel.

Hedda.

Du mener vel, at han har mere livsmod
end de andre?

Tesman.

Nej, herre gud , – han kan sletikke holde
måde i nydelsen, sér du.

Hedda.

Og hvad blev det så til – tilslut?

Tesman.

Ja, jeg synes nu nærmest, at det måtte
kaldes et bakkanal, jeg, Hedda.

Hedda.

Havde han vinløv i håret?

Tesman.

Vinløv? Nej, det så jeg ikke noget til.
Men han holdt en lang, forvirret tale for den
kvinde, som havde beåndet ham under arbejdet.
Ja, således udtrykte han sig.

Hedda.

Nævnte han hende?

s. 159

Tesman.

Nej, det gjorde han ikke. Men jeg kan
ikke tænke mig andet, end at det må være fru
Elvsted. Pas du på!

Hedda.

Nå, – hvor skiltes du så fra ham?

Tesman.

På vejen indover. Vi brød op, – de sidste
af os, – på samme tid. Og Brack gik også
med for at få lidt frisk luft. Og så, sér du, så
blev vi enige om at følge Ejlert hjem. Ja, for
han var da så rent overlastet også!

Hedda.

Han var vel det.

Tesman.

Men nu kommer det mærkværdige, Hedda!
Eller det sørgelige, skulde jeg vel heller sige.
Å, – jeg skammer mig næsten – på Ejlerts
vegne – for at fortælle det –

Hedda.

Nå da, altså –?

Tesman.

Jo, mens vi gik sådan indover, ser du, så

s. 160

blev jeg tilfældigvis lidt tilbage på vejen. Bare
sådan et par minutters tid, – tænk det!

Hedda.

Ja, ja, herre gud , men –?

Tesman.

Og da jeg så skynder mig efter de andre, –
véd du så, hvad jeg finder i vejkanten? Hvad?

Hedda.

Nej, hvor kan nu jeg vide det!

Tesman.

Sig det endelig ikke til nogen, Hedda.
Hører du det! Lov mig det for Ejlerts skyld.
(trækker en pakke i papiromslag op af frakkelommen.) Tænk,
du, – jeg fandt dette her.

Hedda.

Er det ikke den pakken, som han havde
med sig her igår?

Tesman.

Jo, du, det er hele hans kostbare, uerstatte-
lige manuskript! Og det havde han gået der
og mistet – uden at han mærked det. Tænk
dig bare, Hedda! Så sørgeligt –

s. 161

Hedda.

Men hvorfor gav du ham så ikke pakken
igen straks?

Tesman.

Nej, det turde jeg da ikke gøre – i den
forfatning, han var i –

Hedda.

Fortalte du ikke til nogen af de andre, at
du havde fundet den heller?

Tesman.

Å langtfra. Det vilde jeg da ikke for
Ejlerts skyld, kan du skønne.

Hedda.

Der er altså ingen, som véd, at du har
Ejlert Løvborgs papirer?

Tesman.

Nej. Og det må ingen få vide heller.

Hedda.

Hvad talte du så siden med ham om?

Tesman.

Jeg fik sletikke tale mere med ham, du.

s. 162

For da vi kom ind i gaderne, så blev han og
en to–tre andre rent borte for os. Tænk det!

Hedda.

Så? De har vel fulgt ham hjem da.

Tesman.

Ja, de havde nok det, lod det til. Og Brack
gik også sin vej.

Hedda.

Og hvor har du så tumlet dig siden efter?

Tesman.

Jo, jeg og nogen af de andre, vi fulgte op
med en af de lystige fyrene og drak morgen-
kaffe der hos ham. Eller natkaffe må det vel
nærmest kaldes. Hvad? Men når jeg nu bare
har hvilet mig en smule – og så jeg kan
tænke mig, at Ejlert, stakker, har fåt sovet ud,
så må jeg indover til ham med dette her.

Hedda
(strækker hånden efter pakken).

Nej, – gi’ det ikke fra dig! Ikke straks,
mener jeg. Lad mig få læse det først.

Tesman.

Nej, kære, snille Hedda, det tør jeg, ved
gud , ikke.

s. 163

Hedda.

Tør du ikke?

Tesman.

Nej, – for du kan da vel tænke dig, hvor
rent fortvilet han blir, når han vågner og savner
manuskriptet. For han har ingen afskrift af
det, må du vide! Det sa’ han selv.

Hedda
( sér ligesom forskende på ham).

Kan da ikke sligt noget skrives om igen?
Sådan en gang til.

Tesman.

Nej, det tror jeg aldrig vilde gå. For be-
åndelsen, – sér du –

Hedda.

Ja, ja, – just det er det vel – (henkastende.)
Men det er sandt, – her ligger et brev til dig.

Tesman.

Nej, tænk –!

Hedda
(rækker ham det).

Det kom tidlig imorges.

11*

s. 164

Tesman.

Fra tante Julle, du! Hvad kan det være?
(lægger papirpakken på den anden taburet, åbner brevet, løber
det igennem og springer op.) Å Hedda, – hun skriver,
at den stakkers tante Rina ligger på sit sidste!

Hedda.

Det var jo at vente.

Tesman.

Og at hvis jeg vil se hende endnu en gang,
så må jeg skynde mig. Jeg vil straks springe
derind.

Hedda
(undertrykker et smil).

Vil du springe også?

Tesman.

Å kæreste Hedda, – om du kunde over-
vinde dig til at følge med! Tænk det!

Hedda
(rejser sig og siger træt og afvisende).

Nej, nej, bed mig ikke om sligt noget. Jeg
vil ikke sé på sygdom og død. Lad mig få
være fri for alt det, som stygt er.

Tesman.

Ja, herre gud da –! (farer omkring.) Min

s. 165

hat –? Min overfrakke –? Nå, i forstuen –.
Jeg vil da inderlig håbe, at jeg ikke kommer
for sent, Hedda? Hvad?

Hedda.

Å bare spring, så –

(Berte kommer i forstuedøren.)

Berte.

Assessor Brack står udenfor og spør’, om
han må komme ind.

Tesman.

På denne tid! Nej, nu kan jeg umulig ta’
imod ham.

Hedda.

Men jeg kan. (til Berte.) Bed assessoren
komme.

(Berte går.)

Hedda
(hurtigt, hviskende).

Pakken, Tesman!

( Hun griber den fra taburetten.)

Tesman.

Ja, giv mig den!

s. 166

Hedda.

Nej, nej, jeg gemmer den for dig sålænge.

( Hun går hen til skrivebordet og stikker den ind i bogreolen.
Tesman står i hastværk og kan ikke få handskerne på.)

(Assessor Brack kommer ind fra forstuen.)

Hedda
(nikker til ham).

Nå, De er rigtignok en morgenfugl.

Brack.

Ja, synes De ikke det? (til Tesman.) Skal De
også ud på farten?

Tesman.

Ja, jeg må nødvendigvis ind til tanterne.
Tænk, – den syge, hun ligger for døden, stakker.

Brack.

Å herre gud , gør hun det? Men så må
De endelig ikke la’ Dem opholde af mig. I et
så alvorligt øjeblik –

Tesman.

Ja, jeg må virkelig løbe –. Farvel! Farvel!

( Han skynder sig ud gennem forstuedøren.)

Hedda
(går nærmere).

Det har nok været mere end livligt hjemme
hos Dem inat, herr assessor.

s. 167

Brack.

Jeg er såmæn ikke kommen af klæderne,
fru Hedda.

Hedda.

Ikke De heller?

Brack.

Nej, som De sér . Men hvad har så Tesman
fortalt om nattens oplevelser?

Hedda.

Å, noget kedeligt noget. Bare det, at de
havde været oppe og drukket kaffe etsteds.

Brack.

Det kaffelag har jeg alt rede på. Ejlert
Løvborg var nok ikke med der, tror jeg?

Hedda.

Nej, de havde fulgt ham hjem forinden.

Brack.

Tesman også?

Hedda.

Nej, men et par andre, sa’ han.

s. 168

Brack
(smiler).

Jørgen Tesman er virkelig en troskyldig
sjæl, fru Hedda.

Hedda.

Ja, det véd gud han er. Men stikker der
da noget under?

Brack.

Ja, det er ikke frit for det.

Hedda.

Nå da! Lad os sætte os, kære assessor.
Så fortæller De bedre.

( Hun sætter sig ved venstre side af bordet. Brack ved langsiden
i nærheden af hende.)

Hedda.

Nå da altså?

Brack.

Jeg havde særlige grunde til at efterspore
mine gæsters – eller, rigtigere sagt, en del af
mine gæsters veje inat.

Hedda.

Og imellem dem var kanske Ejlert Løv-
borg også?

s. 169

Brack.

Jeg må tilstå – han var det.

Hedda.

Nu gør De mig virkelig begærlig –

Brack.

Véd De, hvor han og et par af de andre
tilbragte resten af natten, fru Hedda?

Hedda.

Går det an at fortælle det, så gør så.

Brack.

Bevar’s, det kan godt fortælles. Jo, de ind-
fandt sig i en særdeles animeret soirée .

Hedda.

Af det livlige slags?

Brack.

Af det allerlivligste.

Hedda.

Lidt mere om dette her, assessor –

Brack.

Løvborg havde fåt indbydelse i forvejen,
han også. Jeg vidste fuld besked om det. Men

s. 170

da havde han afslåt at komme. For nu har
han jo iført sig et nyt menneske, som De véd.

Hedda.

Oppe hos fogden Elvsteds, ja. Men så gik
han altså alligevel?

Brack.

Ja, ser De, fru Hedda, – så kommer uhel-
digvis ånden over ham oppe hos mig i aftes –

Hedda.

Ja, der blev han jo beåndet, hører jeg.

Brack.

I temmelig voldsom grad beåndet. Nå, så
kom han vel på andre tanker, kan jeg tro. For
vi mandspersoner, vi er desværre ikke altid så
principfaste, som vi burde være.

Hedda.

Å, De danner da visst en undtagelse, assessor
Brack. Men Løvborg altså –?

Brack.

Ja, kort og godt, – enden blev, at han
havned i frøken Dianas saloner.

s. 171

Hedda.

Frøken Dianas?

Brack.

Det var frøken Diana, som gav soiréen.
For en udvalgt kreds af veninder og beundrere.

Hedda.

Er det en rødhåret en?

Brack.

Netop.

Hedda.

Sådan en slags – sangerinde?

Brack.

Å ja, – det også. Og derhos en vældig
jægerinde – for herrerne, – fru Hedda. De
har visst hørt tale om hende. Ejlert Løvborg
var en af hendes varmeste beskyttere – i sine
velmagtsdage.

Hedda.

Og hvorledes endte så dette her?

Brack.

Mindre venskabeligt, lader det til. Frøken
Diana skal fra den ømmeste modtagelse være
gået til håndgribeligheder –

s. 172

Hedda.

Imod Løvborg?

Brack.

Ja. Han beskyldte hende eller veninderne
for at ha’ bestjålet ham. Han påstod, at hans
tegnebog var ble’t borte. Og andre sager også.
Kort sagt, han skal ha’ gjort et morderligt
spektakel.

Hedda.

Og hvad førte så det til?

Brack.

Det førte såmæn til almindelig hanekamp
mellem både damer og herrer. Heldigvis så
kom da endelig politiet tilstede.

Hedda.

Kom politiet også?

Brack.

Ja. Men det blir nok en dyr spas for
Ejlert Løvborg, det gale menneske.

Hedda.

Nå!

Brack.

Han skal ha’ gjort voldsom modstand.

s. 173

Skal ha’ slåt en af konstablerne på øret og revet
hans frakke istykker. Så måtte han da med
på stationen også.

Hedda.

Hvoraf véd De nu alt dette?

Brack.

Fra politiet selv.

Hedda
(ser hen for sig).

Således er det altså gåt for sig. Da har
han ikke havt vinløv i håret.

Brack.

Vinløv, fru Hedda?

Hedda
(slår over i tonen).

Men sig mig nu, assessor, – hvorfor går
De egentlig sådan og sporer og spejder efter
Ejlert Løvborg?

Brack.

For det første kan det da ikke være mig
så ganske ligegyldigt, om det oplyses ved for-
hørerne, at han kom lige fra mig.

s. 174

Hedda.

Blir der altså forhører også?

Brack.

Forstår sig. For resten så fik nu det endda
være for hvad det var. Men jeg synes, at jeg,
som ven af huset, pligted at skaffe Dem og
Tesman fuld oplysning om hans natlige bedrifter.

Hedda.

Hvorfor egentlig det, assessor Brack?

Brack.

Jo, fordi jeg har en levende mistanke om,
at han vil bruge Dem som et slags skærmbræt.

Hedda.

Nej, men hvor kan De da falde på sligt
noget!

Brack.

Å herre gud , – vi er da ikke blinde, fru
Hedda. Se De bare til! Denne fru Elvsted,
hun rejser såmæn ikke så snart fra byen igen.

Hedda.

Nå, skulde der være noget imellem de to,
så er der vel så mange andre steder, hvor de
kan mødes.

s. 175

Brack.

Ikke noget hjem. Ethvert anstændigt hus
vil fra nu af igen være lukket for Ejlert Løvborg.

Hedda.

Og så bør mit også være, mener De?

Brack.

Ja. Jeg tilstår, det vilde falde mig mere
end pinligt om denne herre fik fast indpas her.
Om han, som en overflødig – og en uvedkom-
mende – skulde trænge sig ind i –

Hedda.

– ind i trekanten?

Brack.

Netop. Det vilde for mig være det samme,
som at bli’ hjemløs.

Hedda
(ser smilende på ham).

Altså, – eneste hane i kurven, – det er
Deres mål.

Brack
(nikker langsomt og sænker stemmen).

Ja, det er mit mål. Og det mål vil jeg
kæmpe for – med alle de midler, jeg har til
min rådighed.

s. 176

Hedda
(idet smilet viger).

De er visst et farligt menneske, – når det
kommer til stykket.

Brack.

Tror De det?

Hedda.

Ja, jeg begynder at tro det nu. Og jeg er
hjerteglad – sålænge De ikke i nogen måde
har hals og hånd over mig.

Brack
(ler tvetydigt).

Ja-ja, fru Hedda, – De kan kanské ha’
ret i det. Hvem véd, om jeg ikke i så fald var
mand for at finde på både det ene og det andet.

Hedda.

Nej men hør nu her, assessor Brack! Det
er jo næsten som om De sidder og truer.

Brack
(rejser sig).

Å, langtfra! Trekanten, ser De, – den
bør helst befæstes og forsvares i frivillighed.

Hedda.

Det mener jeg også.

s. 177

Brack.

Ja, nu har jeg altså fåt sagt, hvad jeg
vilde. Og så får jeg sé at komme indover igen.
Farvel, fru Hedda!

( Han går mod glasdøren.)

Hedda
(rejser sig).

Går De gennem haven?

Brack.

Ja, for mig er det kortere.

Hedda.

Ja, og så er det jo en bagvej også.

Brack.

Meget sandt. Jeg har ikke noget imod
bagveje. Til sine tider kan de være nokså
pikante.

Hedda.

Når der skydes med skarpt, mener De?

Brack
(i døren, lér til hende).

Å, man skyder da vel ikke sine tamme
kurvhaner!

s. 178

Hedda
( lér også).

Å nej, når man ikke har flere end den ene,
så –

( De nikker, under latter, til afsked. Han går. Hun lukker
døren efter ham.)

(Hedda står en stund alvorlig og ser ud. Derpå går hun hen
og kikker ind gennem forhænget på bagvæggen. Går så til
skrivebordet, tager Løvborgs pakke frem fra reolen og vil blade
i papirerne. Bertes stemme høres højrøstet ude i forstuen.
Hedda vender sig og lytter. Lukker så hurtigt pakken ned i
skuffen og lægger nøglen på skrivetøjet.)

(Ejlert Løvborg med overfrakken på og med hatten i hånden,
river forstuedøren op. Han ser noget forvirret og ophidset ud.)

Løvborg
(vendt mod forstuen).

Og jeg siger Dem, jeg må og skal ind!
Se så!

( Han lukker døren, vender sig, ser Hedda, behersker sig straks
og hilser.)

Hedda
(ved skrivebordet).

Nå, herr Løvborg, det er lovlig sent De
kommer efter Thea.

Løvborg.

Eller lovlig tidlig jeg kommer ind til Dem.
Jeg be’r Dem undskylde.

Hedda.

Hvoraf véd De, at hun er hos mig endnu?

s. 179

Løvborg.

Det blev sagt i hendes logis, at hun havde
været ude hele natten.

Hedda
(går til salonbordet).

Kunde De mærke noget på folkene, da de
sa’ det?

Løvborg
(ser spørgende på hende).

Mærke noget på dem?

Hedda.

Jeg mener, om det lod til, at de tænkte sig
sådan et og andet ved det?

Løvborg
(forstår pludselig).

Å ja, det er jo også sandt! Jeg trækker
hende ned med mig! Forresten kunde jeg ikke
mærke noget. – Tesman er vel ikke ståt op
endnu?

Hedda.

Nej, – jeg tror ikke –

Løvborg.

Når kom han hjem?

12*

s. 180

Hedda.

Svært sent.

Løvborg.

Fortalte han Dem noget?

Hedda.

Ja, jeg hørte, at der havde været rigtig
muntert hos assessor Brack.

Løvborg.

Ikke noget andet?

Hedda.

Nej, jeg tror ikke det. For resten var jeg
så gruelig søvnig –

(Fru Elvsted kommer ind gennem forhængene på bagvæggen.)

Fru Elvsted
(hen imod ham).

Ah, Løvborg! Endelig –!

Løvborg.

Ja, endelig. Og for sent.

Fru Elvsted
(ser i angst på ham).

Hvad er for sent?

s. 181

Løvborg.

Alt er for sent nu. Med mig er det ude.

Fru Elvsted.

Å nej, nej, – sig da ikke det!

Løvborg.

Du vil selv sige det samme, når du får
hørt –

Fru Elvsted.

Jeg vil ikke høre noget!

Hedda.

De ønsker kanské helst at tale alene med
hende? For så går jeg.

Løvborg.

Nej bliv, – De også. Jeg be’r Dem om det.

Fru Elvsted.

Ja, men jeg vil ikke høre noget, siger jeg!

Løvborg.

Det er ikke nattens eventyr, jeg vil tale om.

Fru Elvsted.

Hvad er det så –?

s. 182

Løvborg.

Det er om det, at vore veje må skilles nu.

Fru Elvsted.

Skilles!

Hedda
(uvilkårligt).

Jeg vidste det!

Løvborg.

For jeg har ikke mere brug for dig, Thea.

Fru Elvsted.

Og det kan du stå her og sige! Ikke mere
brug for mig! Jeg skal da vel hjælpe dig nu
som før? Vi skal da vel bli’ ved at arbejde
sammen?

Løvborg.

Jeg agter ikke at arbejde herefterdags.

Fru Elvsted
(i selvopgivelse).

Hvad skal jeg så bruge mit liv til?

Løvborg.

Du får prøve på at leve livet, som om du
aldrig havde kendt mig.

s. 183

Fru Elvsted.

Men det kan jeg jo ikke!

Løvborg.

Prøv om du kan, Thea. Du får rejse hjem
igen –

Fru Elvsted
(i oprør).

Aldrig i denne verden! Hvor du er, der
vil jeg også være! Jeg la’r mig ikke således
forjage! Jeg vil være her tilstede! Være sam-
men med dig, når bogen kommer.

Hedda
(halvhøjt, i spænding).

Ah, bogen, – ja!

Løvborg
(ser på hende).

Min og Theas bog. For det er den.

Fru Elvsted.

Ja, det føler jeg, at den er. Og derfor så
har jeg også ret til at være hos dig, når den
kommer! Jeg vil sé på, at der strøes agtelse og
ære over dig igen. Og glæden, – glæden, den
vil jeg dele med dig.

s. 184

Løvborg.

Thea, – vor bog kommer aldrig ud.

Hedda.

Ah!

Fru Elvsted.

Kommer den ikke!

Løvborg.

Kan aldrig komme.

Fru Elvsted
(i angstfuld anelse).

Løvborg, – hvor har du gjort af hæfterne!

Hedda
(ser spændt på ham).

Ja, hæfterne –?

Fru Elvsted.

Hvor har du dem!

Løvborg.

Å Thea, – spørg mig helst ikke om det.

Fru Elvsted.

Jo, jo, jeg vil vide det. Jeg har ret til at
få vide det straks.

s. 185

Løvborg.

Hæfterne –. Nu vel da, – hæfterne, dem
har jeg revet i tusend stykker.

Fru Elvsted
(skriger).

Å nej, nej –!

Hedda
(uvilkårligt).

Men det er jo sletikke –!

Løvborg
(ser på hende).

Ikke sandt, tror De?

Hedda
(fatter sig).

Jo vel. Naturligvis. Når De selv siger det.
Men det lød så urimeligt –

Løvborg.

Sandt alligevel.

Fru Elvsted
(vrider hænderne).

Å gud , – å gud , Hedda, – revet sit eget
værk istykker!

s. 186

Løvborg.

Jeg har revet mit eget liv istykker. Så
kunde jeg vel rive mit livsværk også –

Fru Elvsted.

Og det har du altså gjort inat!

Løvborg.

Ja, hører du. I tusend stykker. Og strød
dem ud i fjorden. Langt ude. Der er i alle
fald friskt saltvand. Lad dem drive i det.
Drive for strøm og vind. Og om en stund så
synker de. Dybere og dybere. Ligesom jeg,
Thea.

Fru Elvsted.

Véd du vel, Løvborg, at dette her med
bogen –. Alle mine dage vil det stå for mig,
som om du havde dræbt et lidet barn.

Løvborg.

Du har ret i det. Det er som et slags
barnemord.

Fru Elvsted.

Men hvor kunde du så –! Jeg havde jo
også min del i barnet.

s. 187

Hedda
(næsten lydløst).

Ah, barnet –

Fru Elvsted
(ånder tungt).

Forbi altså. Ja, ja, nu går jeg, Hedda.

Hedda.

Men du rejser da vel ikke?

Fru Elvsted.

Å jeg véd ikke selv, hvad jeg gør. Nu er
alting mørkt foran mig.

( Hun går ud gennem forstuedøren.)

Hedda
(står og venter lidt).

De vil altså ikke følge hende hjem, herr
Løvborg?

Løvborg.

Jeg? Gennem gaderne? Skulde kanské folk
sé, at hun gik sammen med mig?

Hedda.

Jeg véd jo ikke, hvad der ellers er gåt for
sig inat. Men er det da så rent uopretteligt?

s. 188

Løvborg.

Det blir ikke ved denne nat alene. Jeg véd
det så sikkert. Men så er der det, at jeg gider
ikke leve den slags liv heller. Ikke nu pånyt.
Det er livsmodet og livstrodsen, som hun har
knækket i mig.

Hedda
(ser frem for sig).

Den søde lille tosse har havt sine fingre i
en menneskeskæbne. (ser på ham.) Men at De
kunde være så hjerteløs imod hende alligevel?

Løvborg.

Å sig ikke, at det var hjerteløst!

Hedda.

Gå hen og ødelægge, hvad der har fyldt
hendes sind gennem lange, lange tider! Det
kalder De ikke hjerteløst!

Løvborg.

Til Dem kan jeg sige sandheden, Hedda.

Hedda.

Sandheden?

Løvborg.

Lov mig først, – gi’ mig Deres ord på, at
hvad jeg nu betror Dem, det får Thea aldrig vide.

s. 189

Hedda.

Det har De mit ord på.

Løvborg.

Godt. Så vil jeg da sige Dem, at det ikke
var sandt, hvad jeg stod her og fortalte.

Hedda.

Det om hæfterne?

Løvborg.

Ja. Jeg har ikke revet dem istykker. Ikke
kastet dem i fjorden heller.

Hedda.

Nej, nej –. Men – hvor er de da?

Løvborg.

Jeg har ødelagt Dem alligevel. I bund og
grund, Hedda!

Hedda.

Dette her forstår jeg ikke.

Løvborg.

Thea sa’, at det, jeg havde gjort, det stod
for hende som et barnemord.

Hedda.

Ja, – så sa’ hun.

s. 190

Løvborg.

Men det, at dræbe sit barn, – det er ikke
det værste, en far kan gøre imod det.

Hedda.

Det ikke det værste?

Løvborg.

Nej. Det var det værste, jeg vilde skåne
Thea for at høre.

Hedda.

Og hvad er så dette værste?

Løvborg.

Sæt nu, Hedda, at en mand, – sådan
henad morgenstunden, – efter en forvildet, gen-
nemsviret nat kom hjem til sit barns mor og
sa’: hør du, – jeg har været der og der. På
de og de steder. Og jeg har havt vort barn
med mig. På de og de steder. Barnet er kommet
væk for mig. Rent væk. Pokker véd, hvad
hænder det er faldet i. Hvem der har havt
sine fingre i det.

Hedda.

Ah, – men til syvende og sidst så – så
var da dette her bare en bog –

s. 191

Løvborg.

Theas rene sjæl var i den bog.

Hedda.

Ja, jeg forstår det.

Løvborg.

Og så forstår De vel også, at mellem hende
og mig er der ikke fremtid foran.

Hedda.

Og hvad vej vil De så gå?

Løvborg.

Ingen. Bare sé til at få ende på det alt-
sammen. Jo før jo heller.

Hedda
(et skridt nærmere).

Ejlert Løvborg, – hør nu her –. Kunde
De ikke sé til, at – at det skede i skønhed?

Løvborg.

I skønhed? (smiler.) Med vinløv i håret, som
De før i tiden tænkte Dem –

Hedda.

Å nej. Vinløvet, – det tror jeg ikke
længer på. Men i skønhed alligevel! For én

s. 192

gangs skyld! – Farvel! De skal gå nu. Og
ikke komme her oftere.

Løvborg.

Farvel, frue. Og hils Jørgen Tesman fra mig.

( Han vil gå).

Hedda.

Nej vent! En erindring fra mig skal De
da ta’ med Dem.

( Hun går hen til skrivebordet og åbner skuffen og pistolkassen.
Kommer så hen igen til Løvborg med en af pistolerne.)

Løvborg
(ser på hende).

Den der? Er det erindringen?

Hedda
(nikker langsomt).

Kan De kende den igen? Den har engang
været løftet imod Dem.

Løvborg.

De skulde ha’ brugt den dengang.

Hedda.

Sé der! Brug De den nu.

Løvborg
(stikker pistolen i brystlommen).

Tak!

s. 193

Hedda.

Og så i skønhed, Ejlert Løvborg. Lov mig
bare det!

Løvborg.

Farvel, Hedda Gabler.

( Han går ud gennem forstuedøren.)

(Hedda lytter en stund ved døren. Derpå går hun hen til
skrivebordet og tager pakken med manuskriptet frem, kikker
lidt ind i omslaget, drager nogle af bladene halvt ud og ser på
dem. Så går hun med det hele hen og sætter sig i lænestolen
ved ovnen. Pakken har hun på skødet. Lidt efter åbner hun
ovnsdøren og derefter også pakken.)

Hedda
(kaster et af hæfterne ind i ilden og hvisker hen for sig):

Nu brænder jeg dit barn, Thea! – Du med
krushåret! (kaster et par hæfter til i ovnen.) Dit og
Ejlert Løvborgs barn. (kaster det øvrige ind.) Nu
brænder, – nu brænder jeg barnet.

FJERDE AKT.

(Samme værelser hos Tesmans. Det er aften. Selskabs-
værelset ligger i mørke. Bagværelset er belyst af hængelampen
over bordet derinde. Forhængene for glasdøren er trukne til.)

(Hedda, sortklædt, driver om på gulvet i det mørke værelse.
Kommer så ind i bagværelset og går henover mod venstre side.
Der høres nogle akkorder fra pianoet. Så kommer hun frem
igen og går ind i selskabsværelset. )

(Berte kommer fra højre side gennem bagværelset med en
tændt lampe, som hun stiller på bordet foran hjørnesofaen i
salonen. Hendes øjne er forgrædte, og hun har sorte bånd på
kappen. Går stille og varsomt ud til højre. Hedda går hen til
glasdøren, letter forhænget lidt tilside og sér ud i mørket.)

(Kort efter kommer Frøken Tesman , sørgeklædt, med hat
og slør ind fra forstuen. Hedda går hende imøde og rækker
hende hånden.)

Frøken Tesman.

Ja, Hedda, her kommer jeg i sorgens farver.
For nu har da min stakkers søster endelig
stridt ud.

Hedda.

Jeg véd det allerede, som De vel sér .
Tesman sendte et kort ud til mig.

s. 195

Frøken Tesman.

Ja, han lovte mig jo det. Men jeg syntes
da alligevel, at til Hedda, – her i livets hus,
– her måtte jeg da melde døden selv.

Hedda.

Det var meget venligt af Dem.

Frøken Tesman.

Å, Rina skulde bare ikke gåt bort netop
nu. Heddas hus skulde ikke bære sorg i
denne tid.

Hedda
(afledende).

Hun døde jo så stille, frøken Tesman?

Frøken Tesman.

Å så dejligt, – så fredeligt løste det sig
op for hende. Og så den usigelige lykke, at
hun fik sé Jørgen engang til. Og fik sige ham
rigtig farvel. – Er han kanské ikke kommen
hjem endnu?

Hedda.

Nej. Han skrev, at jeg ikke måtte vente
ham så snart. Men sæt Dem da ned.

Frøken Tesman.

Nej tak, kære – velsignede Hedda. Jeg

13*

s. 196

vilde nok gerne. Men jeg har så liden tid. Nu
skal hun stelles og pyntes så godt jeg kan.
Rigtig pén skal hun komme i sin grav.

Hedda.

Kan ikke jeg hjælpe med noget?

Frøken Tesman.

Å tænk da aldrig på det! Sligt noget må
ikke Hedda Tesman ta’ sine hænder i. Og ikke
fæste sine tanker ved heller. Ikke i denne tid,
ikke.

Hedda.

Å tankerne, – de lar sig ikke sådan
mestre –

Frøken Tesman
(vedblivende).

Ja, herre gud , så går det i verden. Hjemme
hos mig skal vi nu sy lintøj til Rina. Og her
skal vel også snart syes, kan jeg tænke. Men
det blir af et andet slags, det, – gud ske lov!

(Jørgen Tesman kommer ind gennem forstuedøren.)

Hedda.

Nå, det var da godt, du endelig kom en-
gang.

s. 197

Tesman.

Er du her, tante Julle? Hos Hedda?
Tænk det!

Frøken Tesman.

Jeg vilde just til at gå igen, min kære gut.
Nå, fik du så udrettet alt det, du lovte mig?

Tesman.

Nej, jeg er virkelig ræd, jeg har glemt
halvparten, du. Jeg får springe ind til dig
imorgen igen. For idag er mit hode så rent
fortumlet. Jeg kan ikke holde tankerne sammen.

Frøken Tesman.

Men, snille Jørgen, du må da ikke ta’ det
på den vis.

Tesman.

Så? Hvorledes da, mener du?

Frøken Tesman.

Du skal være glad i sorgen. Glad for det,
som skét er. Ligesom jeg er det.

Tesman.

Å ja, ja. Du tænker på tante Rina, du.

Hedda.

Det blir ensomt for Dem nu, frøken Tesman.

s. 198

Frøken Tesman.

I de første dagene, ja. Men det kommer
vel ikke til at vare så længe, vil jeg håbe. Salig
Rinas lille stue skal da ikke stå tom, véd jeg!

Tesman.

Så? Hvem vil du da skal flytte ind i
den? Hvad?

Frøken Tesman.

Å, der findes altid en eller anden syg
stakker, som trænger røgt og pleje, desværre.

Hedda.

Vil De virkelig ta’ sligt kors på Dem igen?

Frøken Tesman.

Kors! Gud forlade Dem, barn, – det har
da ikke været noget kors for mig.

Hedda.

Men om der nu skulde komme et fremmed
menneske, så –

Frøken Tesman.

Å, med syge folk blir en snart venner. Og
jeg behøver da så sårt at ha’ nogen at leve for,
jeg også. Nå, gud ske lov og tak, – her i

s. 199

huset turde vel også bli’ et og andet at ta’ hånd
i for en gammel tante.

Hedda.

Å, tal bare ikke om vort.

Tesman.

Ja, tænk, hvor dejligt vi tre kunde ha’ det
sammen, dersom –

Hedda.

Dersom –?

Tesman
(urolig).

Å, ikke noget. Det ordner sig vel. Lad
os håbe det. Hvad?

Frøken Tesman.

Ja, ja. I to har nok noget at snakke sammen,
kan jeg skønne. (smiler.) Og Hedda har kanske
også noget at fortælle dig, Jørgen. Farvel! Nu
må jeg hjem til Rina. (vender sig ved døren.) Herre-
gud , hvor underligt at tænke sig! Nu er Rina
både hos mig og hos salig Jochum.

Tesman.

Ja, tænk det, tante Julle! Hvad?

(Frøken Tesman går ud gennem forstuedøren.)

s. 200

Hedda
(følger Tesman koldt og forskende med øjnene).

Jeg tror næsten, dødsfaldet går dig mere
til hjertet end hende.

Tesman.

Å, det er ikke dødsfaldet alene. Det er
Ejlert, som jeg er så inderlig urolig for.

Hedda
(hurtigt).

Er der noget nyt med ham?

Tesman.

Jeg vilde løbet op til ham i eftermiddag og
sagt ham, at manuskriptet var i god behold.

Hedda.

Nå? Traf du ham så ikke?

Tesman.

Nej. Han var ikke hjemme. Men bagefter
så mødte jeg fru Elvsted, og hun fortalte, at
han havde været her tidlig imorges.

Hedda.

Ja straks efter du var gåt.

Tesman.

Og han skal jo ha’ sagt, at han havde revet
manuskriptet istykker. Hvad?

s. 201

Hedda.

Ja, han påstod det.

Tesman.

Men, herre gud , så har han jo været rent
sindsforvirret! Og så turde du vel sagtens ikke
gi’ ham det tilbage heller, Hedda?

Hedda.

Nej, han fik det ikke.

Tesman.

Men du sa’ ham da vel, at vi havde det?

Hedda.

Nej. (hurtigt.) Sa’ du kanske det til fru Elv-
sted?

Tesman.

Nej, det vilde jeg ikke. Men til ham selv
skulde du ha’ sagt det. Tænk, om han i for-
tvilelse går hen og gør en ulykke på sig! Lad
mig få manuskriptet, Hedda! Jeg vil springe
ind til ham med det straks. Hvor har du
pakken?

Hedda
(kold og ubevægelig, støttet til lænestolen).

Jeg har den ikke mere.

s. 202

Tesman.

Har du den ikke! Hvad i al verden mener
du med det!

Hedda.

Jeg har brændt det op – alt sammen.

Tesman
(farer op i skræk).

Brændt! Brændt Ejlerts manuskript!

Hedda.

Skrig ikke så. Tjenestepigen kunde gerne
høre dig.

Tesman.

Brændt! Men du godeste gud –! Nej,
nej, nej, – dette er rent umuligt!

Hedda.

Ja, det er nu så alligevel.

Tesman.

Men véd du da selv, hvad du der har gjort,
Hedda! Det er jo ulovlig omgang med hittegods.
Tænk det! Ja, spørg du bare assessor Brack,
så skal du få høre.

Hedda.

Det er visst rådeligst, at du ikke taler om
det, – hverken til assessoren eller til nogen anden.

s. 203

Tesman.

Men hvorledes kunde du da gå hen og gøre
noget så uhørt! Hvorledes kunde sligt falde dig
ind? Hvorledes kunde det komme over dig?
Svar mig på det. Hvad?

Hedda
(undertrykker et næsten umærkeligt smil).

Jeg gjorde det for din skyld, Jørgen.

Tesman.

For min skyld!

Hedda.

Da du kom hjem imorges og fortalte, at
han havde læst for dig –

Tesman.

Ja, ja, hvad så?

Hedda.

Da tilstod du, at du misundte ham det
værk.

Tesman.

Å herre gud , det var da ikke så bogstavelig
ment.

Hedda.

Alligevel. Jeg kunde ikke tåle den tanke,
at nogen anden skulde stille dig i skyggen.

s. 204

Tesman
(i udbrud, mellem tvil og glæde).

Hedda, – å, er det sandt, hvad du siger!
– Ja-men, – ja-men – på den slags måde har
jeg aldrig mærket din kærlighed før. Tænk det!

Hedda.

Nå, så er det bedst du får vide da – at
just i denne tid – ( hæftigt , afbrydende). Nej, nej,
– du kan spørge dig for hos tante Julle. Så
gir hun dig nok besked.

Tesman.

Å, jeg tror næsten jeg forstår dig, Hedda!
(slår hænderne sammen.) Nej, herre gud , du, – skulde
det være muligt! Hvad?

Hedda.

Skrig da ikke så. Pigen kan høre dig.

Tesman
(leende i overstadig glæde).

Pigen! Nej, du er virkelig kostelig, du,
Hedda! Pigen, – det er jo Berte, det! Jeg vil
selv ud og fortælle det til Berte.

Hedda
(knuger hænderne som fortvilet).

Å, jeg forgår, – jeg forgår i alt dette her!

s. 205

Tesman.

I hvad for noget, Hedda? Hvad?

Hedda
(koldt, behersket).

I alt dette – løjerlige, – Jørgen.

Tesman.

Løjerligt? At jeg er så sjæleglad. Men
alligevel –. Kanské det ikke er værdt, at jeg
siger noget til Berte.

Hedda.

Å jo, – hvorfor ikke det også?

Tesman.

Nej, nej, ikke endnu. Men tante Julle må
tilforladelig få vide det. Og det, at du begynder
at kalde mig Jørgen også! Tænk det. Å, tante
Julle, hun vil bli’ så glad, – så glad!

Hedda.

Når hun hører, at jeg har brændt Ejlert
Løvborgs papirer – for din skyld?

Tesman.

Nej, det er jo også sandt! Det med papirerne,
det må naturligvis ingen få vide. Men at du
brænder for mig, Hedda, – det skal så sandelig

s. 206

tante Julle ha’ del i! For resten gad jeg vide,
jeg, om sligt noget er almindeligt hos unge
koner, du? Hvad?

Hedda.

Du bør spørge tante Julle om det også,
synes jeg.

Tesman.

Ja, det vil jeg virkelig gøre ved lejlighed.
(ser atter urolig og betænkelig ud.) Nej men, – nej
men manuskriptet da! Herre gud , det er jo for-
færdeligt at tænke sig for den stakkers Ejlert
alligevel.

(Fru Elvsted, klædt ligesom ved sit første besøg, med hat og
overtøj, kommer ind gennem forstuedøren .)

Fru Elvsted
(hilser hurtigt og siger i sindsbevægelse):

Å, kære Hedda, tag mig ikke ilde op, at
jeg kommer igen.

Hedda.

Hvad er der hændt dig, Thea?

Tesman.

Er det noget med Ejlert Løvborg igen?
Hvad?

Fru Elvsted.

Å ja, – jeg er så gruelig ræd for, at der er
tilstødt ham en ulykke.

s. 207

Hedda
(griber hende i armen).

Ah, – tror du det!

Tesman.

Nej men, herre gud , – hvor kan De da
falde på sligt, fru Elvsted!

Fru Elvsted.

Jo, for jeg hørte, at de talte om ham i
pensionen, – just som jeg kom ind. Å, der
går jo de utroligste rygter om ham i byen idag.

Tesman.

Ja, tænk, det hørte jeg også! Og så kan
jeg bevidne, at han gik lige hjem og la’ sig.
Tænk det!

Hedda.

Nå, – hvad sa’ de så i pensionen?

Fru Elvsted.

Å, jeg fik ikke rede på nogen ting. Enten
de nu ikke vidste noget nærmere eller –. Der
blev stille, da de så mig. Og spørge, det turde
jeg ikke.

s. 208

Tesman
(urolig om på gulvet).

Vi vil håbe – vi vil håbe, De har hørt
fejl, fru Elvsted!

Fru Elvsted.

Nej, nej, jeg er viss på, at det var ham, de
talte om. Og så hørte jeg, der blev nævnt noget
sådant som hospitalet eller –

Tesman.

Hospitalet!

Hedda.

Nej, – det er da vel umuligt!

Fru Elvsted.

Å, jeg blev så dødelig ræd for ham. Og så
gik jeg op i hans logis og spurgte efter ham der.

Hedda.

Kunde du bekvemme dig til det, Thea!

Fru Elvsted.

Ja, hvad skulde jeg vel andet gøre? For
jeg syntes ikke, jeg kunde holde den uvissheden
ud længer.

Tesman.

Men De traf ham vel ikke, De, heller?
Hvad?

s. 209

Fru Elvsted.

Nej. Og folkene vidste ikke nogen besked
om ham. Han havde ikke været hjemme siden
igår eftermiddag, sa’ de.

Tesman.

Igår! Tænk, at de kunde si’ det!

Fru Elvsted.

Å, jeg synes det er umuligt andet, end at
der må være noget galt på færde med ham!

Tesman.

Du, Hedda, – om jeg gik indover, du, og
forhørte mig sådan på forskellige steder –?

Hedda.

Nej, nej, – bland ikke du dig op i dette her.

(Assessor Brack, med hat i hånden, kommer ind gennem for-
stuedøren, som Berte åbner og lukker efter ham. Han sér
alvorlig ud og hilser i taushed.)

Tesman.

Å, er De der, kære assessor? Hvad?

Brack.

Ja, jeg måtte nødvendigvis ud til Dem iaften.

s. 210

Tesman.

Jeg kan sé på Dem, at De har fåt budskabet
fra tante Julle.

Brack.

Det har jeg også fåt, ja.

Tesman.

Er det ikke sørgeligt, De? Hvad?

Brack.

Nå, kære Tesman, det er nu som man ta’r det.

Tesman
( sér uviss på ham).

Er der kanské ellers hændt noget?

Brack.

Ja, der er det.

Hedda
(spændt).

Noget sørgeligt, assessor Brack?

Brack.

Også som man ta’r det, frue.

Fru Elvsted
(i uvilkårligt udbrud).

Å, det er noget med Ejlert Løvborg!

s. 211

Brack
( sér lidt på hende).

Hvorledes falder fruen på det? Véd fruen
kanské allerede noget –?

Fru Elvsted
(forvirret).

Nej, nej, det gør jeg sletikke; men –

Tesman.

Men, gud bevar’ os, så sig det dog!

Brack
(trækker på skuldrene).

Nå, – desværre, – Ejlert Løvborg er bragt
på hospitalet. Han ligger nok for døden allerede.

Fru Elvsted
(skriger ud).

Å gud , å gud –!

Tesman.

På hospitalet! Og for døden også!

Hedda
(uvilkårligt).

Så hurtigt altså –!

Fru Elvsted
(jamrende).

Og vi, som skiltes uden forsoning, Hedda!

14*

s. 212

Hedda
(hvisker):

Men, Thea, – Thea da!

Fru Elvsted
(uden at agte på hende).

Jeg må ind til ham! Jeg må sé ham ilive!

Brack.

Det nytter Dem ikke noget, frue. Der får
ingen komme til ham.

Fru Elvsted.

Å, men sig mig da bare, hvad der er hændt
ham! Hvad er det for noget?

Tesman.

Ja, for han har da vel aldrig selv –!
Hvad?

Hedda.

Jo, det er jeg viss på han har.

Tesman.

Hedda, – hvor kan du da –!

Brack
(som stadig holder øje med hende).

De har desværre gættet ganske rigtigt, fru
Tesman.

s. 213

Fru Elvsted.

Å, hvor forfærdeligt!

Tesman.

Selv altså! Tænk det!

Hedda.

Skudt sig!

Brack.

Også rigtig gættet, frue.

Fru Elvsted
(søger at fatte sig).

Når skete det, herr assessor?

Brack.

Nu i eftermiddag. Mellem tre og fire.

Tesman.

Men, herre gud , – hvor gjorde han det da?
Hvad?

Brack
(lidt usikker).

Hvor? Ja, kære, – han gjorde det vel i sit
logis.

Fru Elvsted.

Nej, det kan ikke være rigtig. For der var
jeg indom mellem sex og syv.

s. 214

Brack.

Nå, så et andet steds da. Det véd jeg ikke
så nøje. Jeg véd bare, at han blev fundet –.
Han havde skudt sig – gennem brystet.

Fru Elvsted.

Å, hvor grufuldt at tænke sig! At han
skulde ende således!

Hedda
(til Brack).

Var det gennem brystet?

Brack.

Ja, – som jeg siger.

Hedda.

Altså ikke gennem tindingen?

Brack.

Gennem brystet, fru Tesman.

Hedda.

Ja, ja, – brystet er også godt.

Brack.

Hvorledes, frue?

Hedda
(afvisende).

Å nej, – ikke noget.

s. 215

Tesman.

Og såret er livsfarligt, siger De? Hvad?

Brack.

Såret er absolut dødeligt. Sandsynligvis er
det allerede forbi med ham.

Fru Elvsted.

Ja, ja, det aner mig! Det er forbi! Forbi!
Å Hedda –!

Tesman.

Men sig mig da, – hvor har De fåt vide
dette her altsammen?

Brack
(kort).

Gennem en af politiets folk. En, som jeg
skulde tale med.

Hedda
(højlydt).

Endelig engang en dåd!

Tesman
(forskrækket).

Gud bevare mig, – hvad siger du, Hedda!

Hedda.

Jeg siger, at dette her er der skønhed i.

s. 216

Brack.

Hm, fru Tesman –

Tesman.

Skønhed! Nej tænk det!

Fru Elvsted.

Å, Hedda, hvor kan du da tale om skønhed
i sligt noget!

Hedda.

Ejlert Løvborg har gjort op regningen med
sig selv. Han har havt mod til at gøre det,
som – som gøres skulde.

Fru Elvsted.

Nej, tro da aldrig, at det er gået til på den
vis! Hvad han har gjort, det har han gjort i
vildelse.

Tesman.

I fortvilelse har han gjort det!

Hedda.

Det har han ikke. Det er jeg så viss på.

Fru Elvsted.

Jo, han har! I vildelse! Ligesom da han
rev vore hæfter istykker.

s. 217

Brack
(studsende).

Hæfterne? Manuskriptet, mener De? Har
han revet det istykker?

Fru Elvsted.

Ja, det gjorde han inat.

Tesman
(hvisker sagte):

Å, Hedda, vi kommer aldrig bort fra
dette her.

Brack.

Hm, det var da besynderligt.

Tesman
(henover gulvet).

Tænke sig til, at Ejlert skal gå således
ud af verden! Og så ikke efterlade sig det, som
vilde ha’ fæstet hans navn så varigt –

Fru Elvsted.

Å, om det kunde sættes sammen igen!

Tesman.

Ja, tænk, om det kunde det! Jeg véd ikke,
hvad jeg vilde gi’ –

Fru Elvsted.

Kanské det kan, herr Tesman.

s. 218

Tesman.

Hvad mener De?

Fru Elvsted
(søger i kjolelommen).

Se her. Jeg har gemt de løse lapper, som
han havde med, når han diktérte .

Hedda
(et skridt nærmere).

Ah –!

Tesman.

Dem har De gemt, fru Elvsted! Hvad?

Fru Elvsted.

Ja, her har jeg dem. Jeg tog dem med,
da jeg rejste. Og så er de ble’t liggende i
lommen –

Tesman.

Å, lad mig bare få sé !

Fru Elvsted
(rækker ham en bunke småblade).

Men det er så forvirret. Så rent om hinanden.

Tesman.

Tænk, om vi kunde finde ud af det alligevel!
Kanske når vi to hjalp hinanden –

s. 219

Fru Elvsted.

Å ja, lad os forsøge idetmindste –

Tesman.

Det skal gå! Det må gå! Jeg sætter mit
liv ind på dette her!

Hedda.

Du, Jørgen? Dit liv?

Tesman.

Ja, eller rettere sagt al den tid, jeg kan
råde over. Mine egne samlinger, de får ligge
sålænge. Hedda, – du forstår mig? Hvad?
Det er noget, jeg skylder Ejlerts eftermæle.

Hedda.

Kanske det.

Tesman.

Og så, kære fru Elvsted, så vil vi ta’ os
sammen. Herre gud , det nytter jo ikke at ruge
over det, som sket er. Hvad? Vi vil sé at
komme så vidt til ro i sindet, at –

Fru Elvsted.

Ja, ja, herr Tesman, jeg skal prøve så godt
jeg kan.

s. 220

Tesman.

Nå, kom så her. Vi må sé på notitserne
straks. Hvor skal vi sætte os? Her? Nej, der-
inde i bagstuen. Undskyld, kære assessor! Kom
så med mig, fru Elvsted.

Fru Elvsted.

Å gud , – om det endda bare var gørligt!

(Tesman og Fru Elvsted går ind i bagværelset. Hun tager hat
og overtøj af. Begge sætter sig ved bordet under hængelampen
og fordyber sig i ivrig undersøgelse af papirerne. Hedda går
hen mod ovnen og sætter sig i lænestolen. Lidt efter går Brack
hen til hende.)

Hedda
(halvhøjt).

Å assessor, – hvilken befrielse der er i
dette med Ejlert Løvborg.

Brack.

Befrielse, fru Hedda? Ja, for ham er det
jo rigtignok en befrielse –

Hedda.

Jeg mener, for mig. En befrielse at vide,
at der dog virkelig kan ske noget frivilligt modigt
i verden. Noget, som der falder et skær af uvil-
kårlig skønhed over.

s. 221

Brack
(smiler).

Hm, – kære fru Hedda –

Hedda.

Å jeg véd nok, hvad De vil sige. For De
er dog et slags fagmenneske, De også, ligesom
– nå!

Brack
(ser fast på hende).

Ejlert Løvborg har været Dem mere, end
hvad De kanské vil tilstå for Dem selv. Eller
skulde jeg ta’ fejl i det?

Hedda.

Sligt svarer jeg Dem ikke på. Jeg véd bare,
at Ejlert Løvborg har havt mod til at leve livet
efter sit eget sind. Og så nu – det store!
Det, som der er skønhed over. Det, at han
havde kraft og vilje til at bryde op fra livsgildet
– så tidligt.

Brack.

Det gør mig ondt, fru Hedda, – men jeg
nødes til at rive Dem ud af en smuk indbildning.

Hedda.

En indbildning?

s. 222

Brack.

Som De for resten snart vilde kommet ud
af alligevel.

Hedda.

Og hvad er så det?

Brack.

Han har ikke skudt sig selv – frivilligt.

Hedda.

Ikke frivilligt!

Brack.

Nej. Sagen med Ejlert Løvborg hænger
ikke ganske således sammen, som jeg fortalte.

Hedda
(i spænding).

Har De fortiet noget? Hvad er det?

Brack.

For den stakkers fru Elvsteds skyld brugte
jeg et par små omskrivninger.

Hedda.

Hvilke da?

Brack.

Først det, at han virkelig allerede er død.

s. 223

Hedda.

På hospitalet.

Brack.

Ja. Og uden at komme til bevidsthed.

Hedda.

Hvad mere har De fortiet?

Brack.

Det, at begivenheden ikke gik for sig på
hans værelse.

Hedda.

Nå, det kan jo også være så temmelig lige-
gyldigt.

Brack.

Ikke så ganske. For jeg skal sige Dem, –
Ejlert Løvborg blev funden skudt i – i frøken
Dianas boudoir.

Hedda
(vil springe op, men synker tilbage).

Det er umuligt, assessor Brack! Der kan
han ikke ha’ været idag igen!

Brack.

Han var der i eftermiddag. Han kom for
at kræve noget, som han sa’, de havde ta’t fra

s. 224

ham. Talte forvirret om et barn, som var ble’t
borte –

Hedda.

Ah, – derfor altså –

Brack.

Jeg tænkte mig, at det kanské kunde været
hans manuskript. Men det har han jo selv til-
intetgjort, hører jeg. Så må det vel ha’ været
tegnebogen da.

Hedda.

Det har vel det. – Og der, – der blev
han altså fundet.

Brack.

Ja, der. Med en affyret pistol i brystlommen.
Skuddet havde truffet ham dødeligt.

Hedda.

I brystet, – ja.

Brack.

Nej, – det traf ham i underlivet.

Hedda
(ser op på ham med et udtryk af ækelhed ).

Det også! Å det latterlige og det lave, det
lægger sig som en forbandelse over alt det, jeg
barer rører ved.

s. 225

Brack.

Der kommer noget til, fru Hedda. Noget,
som går ind under det gemene også.

Hedda.

Og hvad er det?

Brack.

Pistolen, som han havde på sig –

Hedda
(åndeløst).

Nå! Hvad den!

Brack.

Den må han ha’ stjålet.

Hedda
(springer op).

Stjålet! Det er ikke sandt! Det har han
ikke!

Brack.

Det er umuligt andet. Han må ha’ stjålet
den –. Hys!

(Tesman og Fru Elvsted har rejst sig fra bordet i bagværelset
og kommer ind i salonen.)

Tesman
(med papirerne i begge hænder).

Du, Hedda, – det er næsten ikke muligt for
mig at sé derinde under hængelampen. Tænk det!

s. 226

Hedda.

Ja, jeg tænker.

Tesman.

Måtte vi kanské få lov til at sidde lidt ved
dit skrivebord. Hvad?

Hedda.

Ja, gerne for mig. (hurtigt.) Nej, vent! Lad
mig få rydde af først.

Tesman.

Å det behøver du slet ikke, Hedda. Der
er god plads.

Hedda.

Nej, nej, lad mig bare få rydde af, siger
jeg. Bære dette her ind på pianoet sålænge.
Se så!

( Hun har trukket en genstand, dækket med noteblade, frem
under reolen, lægger nogle flere blade til og bærer det hele ind
til venstre i bagværelset. Tesman lægger papirlapperne på
skrivebordet og flytter lampen fra hjørnebordet derhen. Han og
fru Elvsted sætter sig og tager igen fat på arbejdet. Hedda
kommer tilbage.)

Hedda
(bag fru Elvsteds stol, kramser hende blødt i håret).

Nå, søde Thea, – går det så med Ejlert
Løvborgs mindesmærke?

s. 227

Fru Elvsted
(ser modfalden op på hende).

Å gud , – det blir visst uhyre svært at
finde rede i.

Tesman.

Det må gå. Der er ikke andet for. Og
det, at bringe orden i andres papirer, – det er
netop noget, som ligger for mig.

(Hedda går hen til ovnen og sætter sig på en af taburetterne.
Brack står over hende, støttet til lænestolen.)

Hedda
(hvisker):

Hvad var det, De sa’ om pistolen?

Brack
(sagte).

At den må han ha’ stjålet.

Hedda.

Hvorfor netop stjålet?

Brack.

Fordi enhver anden forklaring bør være
umulig, fru Hedda.

Hedda.

Ja så.

15*

s. 228

Brack
(ser lidt på hende).

Ejlert Løvborg har naturligvis været her
imorges. Ikke sandt?

Hedda.

Jo.

Brack.

Var De alene med ham?

Hedda.

Ja, en stund.

Brack.

Forlod De ikke værelset, mens han var her?

Hedda.

Nej.

Brack.

Tænk Dem om. Var De sletikke ude et
øjeblik?

Hedda.

Jo, kanské et lidet øjeblik – ude i forstuen.

Brack.

Og hvor havde De Deres pistolkasse imens.

s. 229

Hedda.

Den havde jeg nede i –

Brack.

Nå, fru Hedda?

Hedda.

Kassen stod der borte på skrivebordet.

Brack.

Har De siden sét efter, om begge pistolerne
er der?

Hedda.

Nej.

Brack.

Behøves heller ikke. Jeg så den pistol,
Løvborg havde havt på sig. Og jeg kendte den
straks igen fra igår. Og fra før af også.

Hedda.

Har De den kanské ?

Brack.

Nej, politiet har den.

Hedda.

Hvad vil politiet gøre med pistolen?

s. 230

Brack.

Sé til at komme på spor efter ejeren.

Hedda.

Tror De, at det kan opdages?

Brack
(bøjer sig ned over hende og hvisker):

Nej, Hedda Gabler, – ikke så længe jeg tier.

Hedda
(ser sky på ham).

Og hvis De ikke tier, – hvad så?

Brack
(trækker på skuldrene).

Der er jo altid den udvej, at pistolen er
stjålet.

Hedda
(fast).

Heller dø!

Brack
(smiler).

Sligt noget siger man. Men man gør
det ikke.

Hedda
(uden at svare).

Og når så pistolen altså ikke er stjålet.
Og ejeren opdages. Hvad kommer så?

s. 231

Brack.

Ja, Hedda, – så kommer skandalen.

Hedda.

Skandalen!

Brack.

Skandalen, ja, – som De har slig dødelig
skræk for. De må naturligvis ind for retten.
Både De og frøken Diana. Hun må jo forklare,
hvorledes det hænger sammen. Om det er et
vådeskud eller et drab. Har han villet trække
pistolen op af lommen for at true hende? Og
så er skuddet gåt af? Eller har hun revet ham
pistolen ud af hånden, skudt ham, og stukket
pistolen ned i lommen igen? Det kunde nok
ligne hende. For hun er et håndfast pigebarn,
den samme frøken Diana.

Hedda.

Men alt dette modbydelige kommer jo ikke
mig ved.

Brack.

Nej. Men De må svare på det spørgsmål :
hvorfor gav De Ejlert Løvborg pistolen? Og
hvilke slutninger vil man uddrage af den kends-
gærning , at De gav ham den?

s. 232

Hedda
(sænker hovedet ).

Det er sandt. Det har jeg ikke tænkt på.

Brack.

Nå, heldigvis er der ingen fare, sålænge
jeg tier.

Hedda
( sér op på ham).

Jeg er altså i Deres magt, assessor. De har
hals og hånd over mig fra nu af.

Brack
(hvisker sagtere):

Kæreste Hedda, – tro mig, – jeg skal
ikke misbruge stillingen.

Hedda.

I Deres magt lige fuldt. Afhængig af Deres
krav og vilje. Ufri. Ufri altså! (rejser sig hæftigt .)
Nej, – den tanke holder jeg ikke ud! Aldrig.

Brack
( sér halvt spottende på hende).

Man plejer ellers at finde sig i det uund-
gåelige.

Hedda
(gengælder blikket).

Ja, kanské det.

( Hun går henover mod skrivebordet.)

s. 233

Hedda
(undertrykker et uvilkårligt smil og efterligner Tesmans tonefald).

Nå? Lykkes det så, Jørgen? Hvad?

Tesman.

Vorherre véd, du. Det blir ialfald hele
måneders arbejde, dette her.

Hedda
(som før).

Nej tænk det! (farer let med hænderne gennem fru
Elvsteds hår.) Er ikke det underligt for dig, Thea?
Nu sidder du her sammen med Tesman, –
ligesom du før sad med Ejlert Løvborg.

Fru Elvsted.

Å gud , hvis jeg bare kunde beånde din
mand også.

Hedda.

Å, det kommer nok – med tiden.

Tesman.

Ja, véd du hvad, Hedda, – jeg synes
virkelig, jeg begynder at fornemme noget sådant.
Men sæt så du dig hen til assessoren igen.

Hedda.

Er der ingen ting, I to kan bruge mig til her?

s. 234

Tesman.

Nej, ingen verdens ting. (vender hovedet .) Her-
efter får såmæn De være så snil at holde Hedda
med selskab, kære assessor!

Brack
(med et øjekast til Hedda).

Skal være mig en overmåde stor fornøjelse.

Hedda.

Tak. Men iaften er jeg træt. Jeg vil lægge
mig lidt derinde på sofaen.

Tesman.

Ja gør det, kære. Hvad?

(Hedda går ind i bagværelset og trækker forhængene til efter
sig. Kort ophold. Pludselig høres hun at spille en vild danse-
melodi inde på pianoet.)

Fru Elvsted
(farer op fra stolen).

Uh, – hvad er det!

Tesman
(løber til døråbningen).

Men, kæreste Hedda, – spil da ikke op til
dans iaften! Tænk da på tante Rina! Og på
Ejlert også!

s. 235

Hedda
(stikker hovedet frem mellem forhængene).

Og på tante Julle. Og på dem allesammen.
– Herefter skal jeg være stille.

( Hun lukker atter for sig.)

Tesman
(ved skrivebordet).

Hun har visst ikke godt af at sé os ved
dette sørgelige arbejde. Véd De hvad, fru Elv-
sted, – De skal flytte ind til tante Julle. Så
kommer jeg op om aftenerne. Og så kan vi
sidde og arbejde der. Hvad?

Fru Elvsted.

Ja, det vilde kanské være det bedste –

Hedda
(inde i bagværelset).

Jeg hører godt, hvad du siger, Tesman.
Men hvad skal så jeg fordrive aftenerne med
herude?

Tesman
(blader i papirerne).

Å, assessor Brack er visst så snil, at han
sér ud til dig alligevel.

Brack
(i lænestolen, råber muntert).

Gerne hver evige aften, fru Tesman! Vi

s. 236

skal såmæn få det nokså morsomt sammen her,
vi to!

Hedda
(klart og lydeligt).

Ja, nærer De ikke det håb, assessor? De,
som eneste hane i kurven – –

(Et skud høres derinde. Tesman, fru Elvsted og Brack farer
ivejret.)

Tesman.

Å, nu fingrerer hun med pistolerne igen.

( Han slår forhængene tilside og løber ind. Fru Elvsted ligeså.
Hedda ligger livløs udstrakt på sofaen. Forvirring og råb.
Berte kommer forstyrret fra højre.)

Tesman
(skriger til Brack):

Skudt sig! Skudt sig i tindingen! Tænk det!

Brack
(halvt afmægtig i lænestolen).

Men, gud sig forbarme, – sligt noget gør
man da ikke!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: